Organisationer vil med vandposter bekæmpe unges indtag af søde drikke

1. SEP 2025 • 05:30INDLAND/KRIMINAL

Nyt partnerskab vil forsøge at påvirke unges drikkevaner ved at sætte 50 vandposter op i fem forsøgskommuner.

Flere børn og unge skal bytte usunde drikkevarer som sodavand og energidrikke ud med helt almindeligt vand.

Det mener ni organisationer, der er gået sammen i et nyt partnerskab, som skal gøre vand mere tilgængeligt de steder, hvor børn og unge færdes.

Det første konkrete tiltag bliver at sætte 50 vandposter op på skoler, institutioner og i idrætshaller fordelt på fem forsøgskommuner.

Det fortæller forskningschef hos Center for Sundt Liv og Trivsel, som driver og koordinerer partnerskabet, Nina Geiker.

- Vandposter er et let og nemt implementerbart initiativ. Mange steder, hvor børn færdes, er der ikke vandposter tilgængelige. Så det er et godt første skridt, og så ser vi sammen med de unge på, hvad de næste skridt eller supplerende initiativer skal være, lyder det.

Ifølge Center for Sundt Liv og Trivsel har 24 procent af skoler ikke vandposter. For sportshaller gælder det 49 procent.

Med i partnerskabet er også Madkulturen, Steno Diabetes Center Copenhagen, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Fødevarestyrelsen og KL.

Det samme er FGU Danmark, Erhvervsskolernes ElevOrganisation og Danske Skoleelever.

Som inspiration har fagfolkene blandt andet kigget på eksempelvis Australien og New Zealand, hvor man har såkaldte "water only"-skoler. Her har man set stigende vandforbrug.

Nina Geiker peger også på et stort studie fra USA, der har vist et fald i bmi hos børn på skoler, hvor man har sat vandposter op.

- Så man kan se, at det bliver brugt, og det faktisk også ser ud til at have en gavnlig effekt, siger forskningschefen.

I 2024 gennemførte analysevirksomheden Epinion en undersøgelse for Center for Sundt Liv og Trivsel.

Den viste, at tre ud af fire børn indtager flere søde drikke, end Fødevarestyrelsen anbefaler.

Samtidig viste undersøgelsen, at 40 procent er storforbrugere. Det betyder, at de drikker mere end fire gange den anbefalede mængde.

En lignende undersøgelse vil partnerskabet gentage for at se, om vanerne rykker sig.

De skal også lave interviews med børn og unge i forsøgskommunerne, ligesom der bliver sat vandmålere på vandposterne for at måle vandforbruget.

Det videre arbejde skal også fokusere på de rollemodeller, rammer og normer, der omgiver børnene og præger deres drikkevaner, fortæller Nina Geiker.

- Men vi er meget bevidste om, at det ikke er os voksne, der skal definere rammen på forhånd. Vi skal se på, hvor de unge får drikkevarer fra, og hvad der motiverer dem til at træffe valg. Er det udbuddet, sociale medier, reklamer, kammerater og forældre?

Det er Center for Sundt Liv og Trivsel, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Novo Nordisk Fonden står bag, der finansierer initiativet med omkring ti millioner kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT