Grøn melder om udsolgt med ny publikumsrekord
Mere end 200.000 har købt billet til årets udgave af Grøn. Overskuddet går til Muskelsvindfondens arbejde.
203.500 billetter er blevet solgt til årets Grøn, som nu er totalt udsolgt.Det skriver arrangørerne bag Grøn, Tuborg og Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse.
Ifølge arrangørerne er koncertrækken aldrig blevet udsolgt så hurtigt før, ligesom at 203.500 gæster er en ny publikumsrekord.
Overskuddet fra de i alt otte koncerter går til Muskelsvindfondens arbejde.
Simon Toftgaard Jespersen, der er forperson i Muskelsvindfonden, sender i pressemeddelelsen en tak til de mange gæster:
- Vi lever lige nu i en verden, hvor der i den grad er behov for at skabe plads til mangfoldighed, og det er netop det, vi forsøger at gøre med Grøn. For vi sælger meget mere end musikoplevelser - vi skaber plads til forskelle og bedre levevilkår for mennesker med muskelsvind.
Ifølge forpersonen bruges overskuddet blandt andet til forskning i muskelsvind, rådgivning og aktiviteter for børn og voksne med muskelsvind.
Det er eksempelvis sommerlejre og netværk, hvor personer med muskelsvind kan indgå i fællesskaber.
Hos Tuborg glæder man sig til at byde de mange gæster velkommen.
- Vi er meget stolte over den rekordstore opbakning til Grøn og til det vigtige formål, turnéen støtter, siger sponsordirektør i Tuborg, Christopher Billing, i pressemeddelelsen.
Turnéen begynder i Tårnby på Amager i København 16. juli og slutter ti dage senere i Valbyparken i den københavnske bydel.
Undervejs kommer Grøn forbi Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense og Næstved.
Grøn blev for første gang helt udsolgt i 2023. Det blev koncertrækken også i både 2024 og 2025.
Grøn, der frem til 2017 hed Grøn Koncert, har allerede annonceret, at Lukas Graham og Annika skal spille på årets turné.
I alt vil publikum kunne høre otte artister ved årets koncerter.
Grøn er blevet afholdt siden 1983.
/ritzau/
