Oasis og Phil Collins er blandt nye navne i Rock and Roll Hall of Fame
Kunstnere er blevet udpeget som del af Rock and Roll Hall of Fame. Optagelsen bliver officiel i november.
Phil Collins, Iron Maiden, Billy Idol, Queen Latifah, Oasis, Sade og New Order vil blive optaget i Rock and Roll Hall of Fame, sammen med også Wu-Tang Clan og Luther Vandross, der for første gang var blevet nomineret.Det skriver mediet The Guardian, efter at listen mandag er blevet offentliggjort.
Det skete under en live-udsendelse af sangkonkurrencen "American Idol" i USA.
For at blive optaget skal kunstnerne have udgivet deres første kommercielle indspilning mindst 25 år tidligere.
Det afgøres af en afstemning med flere end 1200 kunstnere, historikere og fagfolk fra musikindustrien, skriver The Guardian.
Optagelsen bliver officiel ved en begivenhed, der afholdes den 14. november i teateret Peacock Theater i Los Angeles.
Nyhedsbureauet AFP beskriver begivenheden som en stjernespækket galla med koncerter, der hylder de nye Rock and Roll Hall of Fame-medlemmer.
- Optagelse i Rock and Roll Hall of Fame er musikkens højeste ære, siger John Sykes, som er formand for organisationen Rock and Roll Hall of Fame Foundation ifølge AFP.
- Vi ser frem til at fejre de her bemærkelsesværdige kunstnere ved årets ceremoni - det bliver en uforglemmelig aften.
/ritzau/
