Ugen byder på ustadigt vejr med både sol og skyer

13. APR 2026 • 06:44INDLAND/KRIMINAL

Man kan se frem til, at vejret sidst på ugen ser ud til at blive lidt pænere. Hverdagene byder på skyet vejr.

Vejret denne uge bliver ustadigt, og onsdag ser ud til at blive den dag, der egner sig bedst til udendørsaktiviteter.

Det siger Kasper Bonde Niebe, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.

- Vi vil få lidt sol i perioder, men mest af alt vil vejret være præget af skyet vejr med regn i perioder, siger han.

Mandag ligger en svag frontzone over det østlige Danmark, som vil give skyet vejr - og måske en smule regn til den vestlige del af Sjælland.

Den bevæger sig i løbet af dagen vestpå, hvilket betyder, at man først på dagen mod vest kan være heldig at få lidt sol, inden det skyede vejr melder sin ankomst.

Fra midt på dagen begynder det at regne, og temperaturen vil på ugens første dag ligge på 7-12 grader.

- Det er mest i den vestlige del af landet, at det kommer til at regne, den østlige del kan få enkelte dryp, siger meteorologen.

Tirsdag skydes i gang med udbredt regn over den vestlige del af landet. Fronten svinger efterhånden igen mod nordøst, hvilket så kan give regn til hele landet. Her vil temperaturen runde 6-11 grader.

I løbet af aftentimerne klarer det dog op fra sydvest til hele Danmark.

- Så man kan lige være heldig at få lidt sol i særligt den sydvestlige del af landet sidst på tirsdagen.

Onsdag byder på det, som Kasper Bonde Niebe kalder ret fint vejr.

Der kan om morgenen være en del tåge, der skal brændes af i løbet af morgentimerne, men ellers ser der ud til at komme lidt eller nogen sol i løbet af dagen med 7-12 grader.

- Onsdag ser lige nu ud til at blive den pæneste dag.

Torsdag starter ligeledes med tåge, og når den løfter sig, vil det være mere skyet, forklarer meteorologen.

- Der kommer en frontzone ind fra vest, som kan give lidt regn til den vestlige del af landet.

Kigger man frem mod fredag, kan man glæde sig til, at Danmark går bagsiden af den front, der præger ugen. Det vil give lunere vejr med 10-15 grader, der fortsætter ind i weekenden.

- Det vil stadig være ustadigt med regn i perioder, men generelt stiger temperaturerne.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT