Klarmeldt Bredgaard vender retur til vigtige kampe
Sofie Bredgaard er mod forventning blevet klar og erstatter en skadet Isabella Obaze i Danmarks trup.
For en uge siden måtte profilen Sofie Bredgaard melde afbud til Danmarks to VM-kvalifikationskampe mod Sverige på udebane tirsdag og Italien hjemme på lørdag. Men nu er hun alligevel tilbage i truppen til kampene.Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Instagram.
- Isabella Obaze må desværre forlade landsholdslejren. I stedet træder Sofie Bredgaard ind i truppen til VM-kvalifikationskampene mod Sverige i aften i Göteborg og Italien i Parken på lørdag, skriver DBU.
Årsagen til Bredgaards afbud i første omgang blev ikke oplyst.
Sofie Bredgaard var en af Danmarks bedste spillere for en god måneds tid siden, da holdet tog hul på kvalifikationen med kampene mod Serbien og Italien.
Midtbanespilleren fra Fiorentina scorede blandt andet det første mål i 3-1-sejren over Serbien i åbningskampen.
Hun spillede også hele kampen i Italien efterfølgende. Den endte 1-1.
Både Danmark og Sverige har fire point inden mødet i Göteborg tirsdag. Italien og Serbien har hver ét point.
Det er kun gruppevinderen, som kvalificerer sig direkte til VM næste år. De tre øvrige hold i gruppen skal alt efter slutplacering til efteråret spille playoffkampe af varierende sværhedsgrad.
I forhold til den oprindelige trup er også Sofie Junge udgået med en skade. FC Nordsjællands Anna Walter og Josefine Hasbo fra Boston Legacy er til gengæld blevet efterudtaget.
Tirsdagens opgør på Gamla Ullevi i Göteborg bliver sat i gang klokken 19.00.
/ritzau/
