Amalienborg flager på halv stang for dronning Marys far
Alle fire palæer på Amalienborg Slot flager søndag på halv, efter at dronning Marys far er død.
Amalienborg flager på halv stang, efter at dronning Marys far, John Donaldson, er død.Slotsanlægget består af fire palæer omkring en ottekantet slotsplads med rytterstatuen af Frederik 5. i midten.
Søndag flages der på halv stang i alle palæerne for at mindes dronningens afdøde far.
Kongehuset meddelte søndag i en pressemeddelelse, at John Dalgleish Donaldson er død.
Han døde lørdag i byen Hobart på dronning Marys fødeø, Tasmanien. Han blev 84 år.
- Mit hjerte er tungt, og mine tanker er grå. Min elskede far er død, siger dronning Mary i meddelelsen.
Kongehuset har ud over at flage på halv stang givet borgere mulighed for at sende deres kondolencer på kongehusets hjemmeside.
Desuden har kongefamilien besluttet, at en privat mindehøjtidelighed vil finde sted på et senere tidspunkt.
John Dalgleish Donaldson blev født i Edinburgh i Skotland 5. september 1941, men flyttede efter universitetsstudier i matematik og fysik senere til den australske ø Tasmanien.
Han udbyggede uddannelsen fra Edinburgh med en ph.d.-grad fra University of Tasmania. Her var han i en lang årrække ansat som professor, institutleder og dekan på det naturvidenskabelige fakultet.
Da kongeparret blev gift i 2004, fulgte John Dalgleish Donaldson sin datter op ad kirkegulvet.
Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) fremhæver netop dette øjeblik i en pressemeddelelse fra Statsministeriet søndag, hvori hun udtrykker sin sorg over John Donaldsons død.
- Danskerne lærte John Donaldson at kende, da han med stolthed og varme førte sin datter op ad kirkegulvet og gav Danmark sin kronprinsesse. Det vil vi aldrig glemme. De efterladte er i mine tanker. Æret være John Donaldsons minde, siger Mette Frederiksen.
Amalienborg blev kongefamiliens residens, efter at Christiansborg Slot brændte ned i 1794.
/ritzau/
