Hjemsendt ansat i Miljøstyrelsen er tilbage på job efter TV 2-dokumentar
Miljøstyrelsen har besluttet, at ansat, som blev tjenestefritaget efter dokumentar, skal tilbage på arbejde.
En medarbejder i Miljøstyrelsen, som midlertidigt blev fritaget for tjeneste i kølvandet på TV 2-dokumentarserien "Den sorte svane", kan vende tilbage til arbejde.Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.
Ifølge styrelsen pegede et medie på en mulig forbindelse mellem medarbejderen og en hovedperson i dokumentaren.
På den baggrund blev den ansatte midlertidigt tjenestefritaget, og styrelsen besluttede at iværksætte en undersøgelse.
Miljøstyrelsen undersøgte medarbejderen i samarbejde med Kammeradvokaten. De undersøgelser er nu afsluttet, lyder det i den kortfattede pressemeddelelse.
- På den baggrund har Miljøstyrelsen besluttet, at medarbejderen skal vende tilbage til arbejde, skriver styrelsen i pressemeddelelsen.
Det fremgår ikke, hvad undersøgelsen konkluderer om medarbejderen. Styrelsen nævner heller ikke, hvem hovedpersonen i dokumentaren er.
Miljøstyrelsen skriver, at man ikke har yderligere kommentarer.
Det skyldes, at man betragter sagen som en afsluttet personalesag.
"Den sorte svane" blev sendt på TV 2 tidligere på året. I dokumentaren bruger TV 2 en muldvarp til at foretage skjulte optagelser i et kriminelt miljø.
Her kan man se forbindelser mellem en kriminel underverden og advokater, entreprenører og erhvervsfolk.
Dokumentaren har fået konsekvenser for flere af dem, der medvirker på de skjulte optagelser.
Blandt andet har Nicolai Dyhr, der tidligere var partner i det store advokatfirma Horten, deponeret sin advokatbestalling.
/ritzau/