Nyt hyldestprogram om afdøde Ulf Pilgaard samler tætte kolleger
TV 2 Charlie viser lørdag aften et hyldestprogram om Ulf Pilgaard, hvor kolleger samles for at mindes ham.
En række af Ulf Pilgaards tætteste kolleger samles for at mindes den nu afdøde skuespiller i et hyldestprogram på TV 2 Charlie.Det skriver kommunikationsbureauet Hammer PR i en pressemeddelelse.
Programmet, der er produceret af Liive, sendes lørdag aften. Blandt gæsterne er blandt andet skuespillerne Lisbet Dahl, Niels Olsen og Sonja Oppenhagen.
Derudover deltager også den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen, komikeren Nikolaj Stokholm og filminstruktøren Ole Bornedal.
- Om Ulf Pilgaard indtog revyscenen, filmlærredet eller teatrets skrå brædder har han spillet sig direkte ind i danskernes hjerte, og vil for altid stå som et ikon inden for dansk underholdning, lyder det i pressemeddelelsen.
Ulf Pilgaard døde mandag efter kort tids sygdom i en alder af 83 år. Han efterlod sig sønnen Christian, svigerdatteren Merete og to børnebørn.
- Min elskede far er gået bort. Hans nærvær og livsglæde vil jeg savne, og hans minde vil leve videre i vores hjerter, lød det fra hans søn mandag.
Den danske skuespiller og komiker var aktiv på den danske skuespilscene næsten helt frem til sin død.
Han var særligt kendt for at være en del af Cirkusrevyen, som han var med i gennem 40 sæsoner. Hans parodi af dronning Margrethe er undervejs blevet ikonisk.
Senest var han i 2023 med i fortsættelsen til Ole Bornedals film "Nattevagten" fra 1994.
Den autodidakte skuespiller var desuden kendt for roller i DR-dramaet "Borgen" og sin prisvindende præstation i "Farligt venskab" fra 1995.
Han er gennem tiden både blevet hædret med en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i "Farligt venskab" og har modtaget flere andre priser, blandt andet en ærespris, da TV 2 Charlie afholdt Revygalla i 2018.
Ulf Pilgaard deltog tilbage i juli i dk4's portrætprogram "Noget nyt". Her fortalte han, at hans helbred var begyndt at blive dårligere.
Skuespilleren fortalte her, at han led af den kroniske sygdom KOL, samt at han netop var blevet opereret for grå stær.
De senere år har flere kendte danskere inden deres død sagt ja til at deltage i portrætprogrammet "Det sidste ord".
TV 2, som har sendt programmerne, har kort efter dødsfaldet oplyst til Avisen.dk, at der ikke er optaget en udgave med Ulf Pilgaard.
Konceptet kom i stand, efter at Det Kgl. Bibliotek indgik en aftale med journalist Mikael Bertelsen og TV 2 om at bevare en række samtaler med markant danskere.
/ritzau/