Fire år efter masseaflivning er der 43.000 mink på seks jyske farme

5. JAN 2025 • 11:42ERHVERV/POLITIK

Minkerhvervet vil vokse, men kommer ikke på højde med tiden før coronakrisen, vurderer seniorrådgiver.

Fire år efter at alle mink blev slået ned under coronakrisen, er erhvervet så småt ved at genopstå.

Der er ifølge DR Nyheder 15 minkbesætninger fordelt på seks minkfarme i Vestjylland og Nordjylland med i alt 43.000 mink.

Formand for foreningen Danske Mink Louise Simonsen oplyser, at der er 25 personer, der er klar til at blive minkavlere, når muligheden byder sig.

- Det er uundgåeligt, at minkerhvervet vil vokse sig større og bedre i løbet af de kommende år. Både i takt med at skindpriserne allerede stiger, og der er et relativt lille udbud af skind, siger Louise Simonsen til DR.

Flere end 1000 minkavlere fik i november 2020 besked fra statsminister Mette Frederiksen (S) om at aflive deres dyr.

Det skyldes bekymring for, at coronasmitte i mink kunne medføre nye mutationer af coronavirus, som kunne true effekten af vacciner mod covid-19.

Der blev indført et midlertidig forbud mod minkavl, som blev ophævet 1. januar 2023.

Minkavlerne blev sikret milliardstor kompensation for nedlukning af erhvervet. Mange af sagerne er fortsat under behandling og verserer stadig.

Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet forventer, at minkerhvervet igen vil vokse.

Men det bliver ikke til noget, der minder om tiden før corona med op til 17 millioner mink, vurderer han.

Den største udfordring er ifølge seniorrådgiveren, at værdikæden med foderforsyning, rådgivning og afsætning gennem Copenhagen Fur ikke længere findes.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT