Kongefamilien har været samlet til frokost, i anledning af at prinsesse Isabella er blevet student.
Dronning Margrethe har været med til at fejre kongehusets nyudsprungne student, prinsesse Isabella, der er den anden i arvefølgen.Det fremgår af billeder knipset af studentens mor, dronning Mary, og delt på kongehusets officielle Instagram-profil tirsdag aften.
Her ses dronning Margrethe iklædt solgult sammen med prinsesse Isabella, hvis tøj matcher den hvide hue med det bordeauxfarvede bånd, der repræsenterer det almene gymnasium.
- Efter at Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Isabella var blevet student, samledes familien til frokost i Kancellihuset i det solrige midsommervejr, skriver kongehuset i billedteksten.
Kancellihuset i Nordsjælland er kongefamiliens faste residens, når der tages længerevarende ophold ved Fredensborg Slot.
Dronning Mary har også taget et foto af bagsiden af studenterhuen. Her er navnene Isabella Henrietta broderet i stoffet.
Prinsessen blev døbt Isabella Henrietta Ingrid Margrethe ved sin dåb 1. juli 2007 i Fredensborg Slotskirke.
Henrietta er navnet på dronning Marys mor, Henrietta Clark Donaldson, der døde i 1997 efter en hjerteoperation, 55 år.
Prinsesse Isabella blev tidligere tirsdag student fra Øregård Gymnasium i Hellerup.
Det var hendes storebror, kronprins Christian, der gav hende huen på.
Også hendes to andre søskende, tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, så seancen, og det samme gjorde kong Frederik og dronning Mary.
Prinsesse Isabella fortalte efterfølgende den fremmødte presse, at hun var "megaglad" og "stolt" af sig selv.
Fredag bliver der holdt dimission på Øregård Gymnasium - samme gymnasium, som hendes far og onkel, prins Joachim, også blev studenter fra for præcis 40 år siden. Til dimissionen får de nyudsprungne studenter overrakt deres eksamensbeviser.
Prinsesse Isabella fortalte den fremmødte presse, at hun skulle "give den gas" sammen med sine medstudenter sommeren over.
Til august trækker hun i trøjen og begynder at aftjene 11 måneders værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.
Ifølge kongehusets tidligere udmelding er det kun tronfølgeren, kronprins Christian, der vil modtage årpenge.
Dermed skal dronning Margrethes syv andre børnebørn forsørge sig selv.
/ritzau/