Filmselskabet A24 vil sammen med Google undersøge, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe med at lave film.
Produktionsselskabet A24 og teknologigiganten Google har indgået et samarbejde, der skal undersøge, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe i processen med at lave en film.Det gælder blandt andet teknologiske værktøjer, der skal hjælpe med at udvikle de kreative arbejdsgange.
Det skriver flere internationale medier, herunder nyhedsbureauet Reuters og branchebladet Variety.
A24 står bag en række film, der har modtaget oscarstatuetter. Blandt dem er "Moonlight", "Everything Everywhere All at Once" og "The Brutalist".
Variety fremhæver desuden, at A24 står bag anmelderroste film, der også har været kommercielle succeser, og at filmselskabet ofte har givet relativt nye filmskabere en chance for at bryde igennem på den store scene.
Ifølge mediet The Wall Street Journal har Google kastet 75 millioner amerikanske dollar ind i samarbejdet - et beløb svarende til omkring 493 millioner danske kroner.
Ifølge Variety er samarbejdet mellem A24 og Google det seneste samarbejde mellem et produktionsselskab og en udbyder af kunstig intelligens.
Mediet nævner blandt andet et samarbejde mellem produktionsselskabet Lionsgate og AI-virksomheden Runway.
Oscarakademiet oplyste i marts, at skuespillere skabt ved hjælp af kunstig intelligens eller filmmanuskripter, som er spyttet ud af en sprogmodel, ikke kan blive nomineret til den gyldne statuette.
Reglerne kom, nogle uger efter at traileren til filmen "As Deep as the Grave" med den afdøde skuespiller Val Kilmer i hovedrollen landede.
Kilmer, der døde i 2025, er i filmen skabt ved hjælp af kunstig intelligens.
Han var blevet castet til filmen før sin død, men nåede aldrig at indspille en eneste scene, inden han gik bort i april 2025 af lungebetændelse.
/ritzau/