Danmark kan runde én million elbiler to år før regeringens skøn
En analyse fra Mobility Denmark viser, at salget af elbiler går hurtigere end regeringen forventer.
Antallet af rene elbiler på de danske veje har kurs mod at passere én million allerede om tre år.Det skriver Berlingske.
En analyse foretaget brancheforeningen Mobility Denmark viser, at milepælen bliver passeret i begyndelsen af 2028.
- Det er ret voldsomt. Det går meget hurtigere, end vi havde regnet med, siger direktør i Mobility Denmark Mads Rørvig til Berlingske.
Brancheforeningens analyse overgår med afstand de forventninger, som regeringen har regnet sig frem til.
I den seneste fremskrivning vurderer regeringen ifølge Berlingske, at der først i 2030 vil være én million elbiler i Danmark.
Til den tid vurderer Mobility Denmark, at der vil være 1,6 millioner eldrevne biler på de danske veje. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Mens salget af elbiler tidligere var koncentreret omkring København, så er hele landet kommet med på elbilbølgen.
Det stigende salg er båret frem af afgiftsrabatter og prisfald på både nye og brugte elbiler. Udvalget af modeller er stigende, mens det modsatte gør sig gældende for benzin- og dieselbiler.
Mobility Denmarks prognose for det fremtidige elbilsalg forudsætter dog, at der ikke indføres afgiftsstigninger.
Direktør Mads Rørvig til Berlingske, at hans forventning er, at politikerne på et tidspunkt vil skifte "guleroden ud med pisken". Det samme gør Bilbasens markedsanalytiker Jan Lang.
Ifølge Berlingske er der i øjeblikket 350.000 elbiler i Danmark svarende til 11 procent af vognparken.
Syv af de ti mest solgte biler i Danmark er elbiler. Den mest solgte er for andet år i træk Tesla Model Y.
/ritzau/