Lønmodtagere med privat sundhedsforsikring runder tre millioner
Mere end tre millioner lønmodtagere i Danmark har en privat sundhedsordning, hvilket er rekordhøjt.
Antallet af lønmodtagere, der har en privat sundhedsforsikring eller sundhedsordning, fortsætter himmelflugten.Siden 2010 er tallet næsten tredoblet, hvorfor mere end tre millioner lønmodtagere i Danmark har en sundhedsforsikring. Tallet er rekordhøjt.
Det viser tal fra brancheforeningen Forsikring & Pension (F&P).
Langt de fleste af dem har forsikringen gennem deres arbejdsgiverbetalte pensionsordning, lyder det fra F&P, der repræsenterer virksomheder inden for forsikring og pension.
I 2010 var det 1,2 millioner danskere, der havde sådan en aftale. Siden er antallet altså steget markant.
Næsten 700.000 danskere fik hjælp af deres sundhedsordning i 2024, forklarer Kent Damsgaard, der er administrerende direktør i F&P, i pressemeddelelse.
- De fleste bruger forsat deres ordninger til fysioterapi, men vi oplever igen i år, at det mentale område fylder mere. Det er særligt i relation til stress, siger Kent Damsgaard.
Eksempelvis kan sundhedsordningen omfatte psykologhjælp i forbindelse med stress eller fysioterapi i forbindelse med fysiske skader.
Netop brugen af psykologhjælp er i vækst gennem forsikringer. Det er dog fortsat fysioterapi og kiropraktik, der er de to største områder, siger Jesper Brask Fischer, der er velfærdschef i PFA Pension.
Han kalder tre millioner sundhedsforsikringer for en "milepæl".
- Sundhed ligger meget højt på dagsordenen for mange mennesker. Der er sket en normalisering af en sundhedsforsikring, og det er der blevet sat en tyk streg under, siger velfærdschefen.
Ifølge Jesper Brask Fischer bliver der oprettet flere sundhedsforsikringer for ansatte på det offentlige arbejdsmarked. Historisk har det dog været privatansatte, der som oftest har haft en sundhedsordning.
- Og så kan vi se et udviklingstræk med, at pensionister, der netop har forladt arbejdsmarkedet, har stor interesse i at tegne en individuel sundhedsforsikring, siger velfærdschefen.
De fleste danskere har en privat sundhedsforsikring som en kollektiv ordning på arbejdspladsen.
Til gengæld er de individuelt tegnede ordninger faldet en smule sammenlignet med tidligere år, oplyser F&P.
/ritzau/