Råt oksekød var skyld i to salmonellaudbrud i 2024
Hakket oksekød var kilde til to salmonellaudbrud sidste år, viser status. Usædvanligt, siger epidemiolog.
Det kan være en god idé at gennemstege brugerbøffen og undgå at smage på den rå oksefars.Råt hakket oksekød var nemlig skyld i to store salmonellaudbrud i 2024.
Det viser en ny rapport fra Den Centrale Udbrudsgruppe, der består af DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut.
Udbruddene, hvor henholdsvis 66 og 70 personer blev syge, blev efterforsket i foråret sidste år.
- Vi så desværre en uheldig trend, da vi snakkede med de personer, der var blevet syge. De havde spist eller smagt på kødet råt. Det er selvfølgelig noget, vi som myndighed meget gerne vil fraråde, siger epidemiolog i Statens Serum Institut Luise Müller.
I 2024 blev der i alt registreret 55 sygdomsudbrud, der stammer fra fødevarer. Det er ni færre end i 2023, fremgår det af rapporten.
At smitten med bakterien salmonella er sket gennem hakket oksekød er "ikke noget, vi ser så tit", siger Luise Müller.
- Seneste gang, vi så et salmonellaudbrud, der skyldtes hakket kød, var i 2019, siger hun.
Ved det første udbrud var der registreret smittede på tværs af flere europæiske lande. Det viste sig, at det hakkede oksekød var fra England.
Det andet udbrud stammede fra kød af dansk oprindelse.
- Hvis man smager på råt kød, når man laver mad, så kan man udsætte sig selv for en risiko, siger Brian Lassen, seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet.
I en pressemeddelelse understreger sektionsleder i Fødevarestyrelsen, Sørine Quaade Møller, at hvis man vil spise tatar, bør man købe hakket kød, der er beregnet dertil.
Rapporten viser også, at knap 30 procent af udbruddene med sygdomme båret af fødevarer skyldes norovirus.
Udbruddene med norovirus kan spores tilbage til restauranter og knyttes til fødevarer som rå østers og frosne bær.
/ritzau/