260.000 har betalt deres gæld til det offentlige på et år
Man kan finde borgere, som skylder det offentlige penge på tværs af landet, viser en opgørelse.
På et år har 260.000 borgere færdigbetalt deres gæld til det offentlige.Det viser en opgørelse, som Gældsstyrelsen, der inddriver gæld for en række myndigheder, har lavet.
Opgørelsen viser samtidig, at omkring 500.000 borgere havde gæld til det offentlige per 30. juni 2025.
- Vi kan se, at der er mange, der skylder penge til det offentlige. Og det er på tværs af hele landet, siger Søren Bork Hansen, der er underdirektør i Gældsstyrelsen, til Ritzau.
Til sammen skylder gruppen cirka 108 milliarder kroner til det offentlige.
- For os i Gældsstyrelsen er det en god anledning til at sætte fokus på den gæld, der er, og også det at få den betalt, lyder det fra underdirektøren.
Men selv om man kan finde skyldnere på tværs af landet, er størrelsen af gælden forskellig fra kommune til kommune.
Borgerne med den største gennemsnitlige gæld til det offentlige sidste sommer boede ifølge Gældsstyrelsens tal i Rudersdal Kommune.
Her skyldte borgerne med gæld i gennemsnit 470.000 kroner.
I den anden ende af listen finder man Fanø Kommune. Her skyldte borgerne med gæld i gennemsnit 112.000 kroner.
Andelen af skyldnere i procent er dog den samme i de to kommuner.
Gruppen på 260.000, som nu er blevet gældfri, har færdigbetalt deres gæld fra juni 2024 til ultimo juni 2025.
Gældsstyrelsen vil ifølge underdirektøren gerne gøre det nemmere at få et overblik over og betale, det man skylder til det offentlige.
Blandt andet står styrelsen bag hjemmesiden Mit Gældsoverblik, hvor man kan se, hvad man skylder det offentlige. Man kan også betale sin gæld via hjemmesiden.
- Vi kan se, at der er betalt mere end 600 millioner i gæld af den vej. Det fortæller os jo, at der er mange, der går ind og får betalt af sig selv. Og det er vi naturligvis glade for, siger Søren Bork Hansen.
Gældsstyrelsen inddriver gæld for en række myndigheder i Danmark. Det er blandt andet politiet, kommunerne, Skatteforvaltningen og domstolene.
Gælden kan for eksempel være ubetalte skatter eller bøder. Gældsstyrelsen kan bruge flere forskellige midler til at inddrive gælden.
/ritzau/
