Udenrigsministeriet ser langt færre muligheder for at forlade Libanon

25. SEP 2024 • 17:34ERHVERV/POLITIK

Man bør forlade Libanon "med førstkommende mulighed", lyder opfordring fra Udenrigsministeriet onsdag.

Der er stadig muligheder for at rejse ud af konfliktramte Libanon, men de er blevet væsentligt færre.

Sådan lyder det i en skriftlig kommentar fra Udenrigsministeriet, der følger udviklingen i landet tæt.

- Derfor anbefaler Udenrigsministeriet også klart, at man bestiller nu og rejser med førstkommende mulighed, fremgår det af udmeldingen.

- Også selv om dette ikke er med en direkte flyforbindelse.

De seneste dage er konflikten mellem Israel og den militante bevægelse Hizbollah i Libanon eskaleret.

Siden mandag er knap 600 personer døde af israelske angreb i Libanon, skrev nyhedsbureauet AFP tidligere onsdag.

Den seneste melding fra den israelske generalstabschef, Herzi Halevi, er, at israelske soldater skal gøre sig klar til "muligvis at gå ind i" Libanon.

Udenrigsministeriet oplyser videre, at det er i dialog med "partnere og andre lande" om situationen.

Samtidig kommer det med en påmindelse om, at man skal have gyldig rejsedokumentation for at rejse ind i Danmark.

Det vil sige et gyldigt pas, et opholdskort eller et visum.

- Gyldig rejsedokumentation er nødvendig for både kommerciel udrejse, og hvis en evakuering siden bliver iværksat, lyder det i den skriftlige kommentar.

- Det er dit eget ansvar at sikre, at du har den nødvendige rejsedokumentation for udrejse af Libanon og indrejse i Danmark.

Ministeriet understreger, at der ikke er iværksat en evakuering fra Libanon.

- Det kommer kun på tale i helt særlige tilfælde, skriver det.

Lige nu er der registreret 360 personer på danskerlisten for Libanon.

Danskerlisten er en liste, som danske statsborgere og personer med opholdstilladelse i Danmark kan skrive sig på, når de rejser eller bor i udlandet.

Det er frivilligt, om man vil tilmelde sig listen, hvilket betyder, at den ikke kan tages som udtryk for, hvor mange der befinder sig i landet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT