SF-formand brækker ribben og er sygemeldt efter ridestyrt

21. SEP 2025 • 15:54ERHVERV/POLITIK

Pia Olsen Dyhr er ganske forslået, efter at hun styrtede på en ridetur, da hendes hest ville undgå mudder.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er sygemeldt "de kommende dage" efter et ridestyrt.

Det skriver hun på Instagram.

Styrtet har blandt andet kostet Pia Olsen Dyhr et brækket venstre ribben.

SF-formanden var ude at ride med sin ridemakker, skriver hun.

- Undervejs gik det så lidt galt. Ruth, islænderen, som jeg rider på - ja, hun ville undgå noget mudder - klogt tænkt - men der var så nogle meget store trægrene, som kom lige i hovedet på mig og endte med at vælte mig af hesten på ryggen lige ned i nogle træstubbe.

- Glad for at jeg både havde hjelm og rygbeskytter på. Ellers var det ikke gået helt så godt, skriver Pia Olsen Dyhr.

Ifølge Pia Olsen Dyhr var hun "fyldt med blod i hovedet", men kunne ride tilbage, inden turen gik til skadestuen.

- Jeg har brækket venstre ribben, og da mit højre øje var revet og blødte, så blev jeg sendt videre til Glostrup, hvor verdens sødeste læge Anders og sygeplejerske (tak tak tak til jer) fik tjekket mit øje i forhold til tryk men, også syet det to sting. Jeg følte mig så tryg, omend øm, skriver hun.

Nu skal "kroppen skal have lidt ro", og der går nok lidt tid, før Pia Olsen Dyhr skal ride igen.

- Jeg kommer helt sikkert hurtigt tilbage og klar til valgkamp igen, skriver SF-formanden.

Der er kommunalvalg og regionalvalg 18. november.

På de sociale medier strømmer det til med hilsner til Pia Olsen Dyhr. Statsminister Mette Frederiksen (S) giver sig blandt andre til kende.

- Rigtig god bedring. Jeg håber at se dig snart, skriver Mette Frederiksen på Instagram.

- Rigtig god bedring, skriver De Konservatives formand, Mona Juul, på Facebook, hvor SF-formanden også har delt historien om sit styrt.

- Sikke en forskrækkelse - god bedring, skriver skatteminister Rasmus Stoklund (S) på Facebook.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT