Egyptens præsident Sisi benåder kendt aktivist under sultestrejke
Alaa Abdel Fattah var en fremtrædende skikkelse under Det Arabiske Forår. Nu er han blevet benådet i Egypten.
Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, har benådet den britisk-egyptiske aktivist Alaa Abdel Fattah, som har siddet i fængsel i de seneste år.Det skriver aktivistens søster, Sanaa Seif, mandag på X.
- Præsident Sisi har benådet min bror. Mor og jeg er på vej hen til fængslet for at finde ud af, hvor og hvornår Alaa bliver løsladt.
- Det er ikke til at fatte, at vi får vores liv tilbage, skriver hun.
43-årige Alaa Abdel Fattah var en ledende skikkelse i den folkelige opstand i 2011 i Egypten mod den daværende præsident, Hosni Mubarak.
Opstandene, som også foregik i andre lande, blev kendt som Det Arabiske Forår.
Tidligere mandag meldte også mediet Al-Qahera, der har forbindelser til det egyptiske efterretningsvæsen, at den kendte aktivist var blevet benådet sammen med en række andre indsatte.
Alaa Abdel Fattah har været fængslet flere gange i årene efter Det Arabiske Forår.
I dag afsoner han en fængselsdom på fem år. Han blev anholdt i 2019 og to år senere dømt for at have delt et opslag på Facebook, hvori der blev fremsat påstande om tortur i egyptiske fængsler.
Han blev dømt for at have spredt falske nyheder.
Myndighederne har nægtet at tælle perioden op til retssagen med og mener altså, at han først begyndte at afsone efter dommen.
Flere gange har han sultestrejket i fængslet. Den seneste indledte han i begyndelsen af september.
Også hans mor har sultestrejket i solidaritet med sønnen.
Benådningen kommer, efter at en domstol har fjernet Alaa Abdel Fattah fra Egyptens terrorliste.
Domstolen mente ikke, at der var beviser på, at han var tilknyttet partiet Det Muslimske Broderskab, der er forbudt i Egypten.
Partiet kom til magten i landet, da der efter Det Arabiske Forår for første gang kom en demokratisk valgt præsident - Mohamed Mursi.
Han blev afsat i 2013 af det egyptiske militær med Abdel Fattah al-Sisi i spidsen. Siden blev Sisi selv præsident.
/ritzau/AFP