Beskæftigelsen satte endnu en rekord i juli

22. SEP 2025 • 08:40ERHVERV/POLITIK

Beskæftigelsen steg med 3600 i juli, når man korrigerer for sæson, viser tal fra Danmarks Statistik.

Beskæftigelsen fortsatte himmelflugten i juli, hvor antallet af lønmodtagere steg med 3600 personer.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der har opgjort lønmodtagerbeskæftigelsen til 3.060.800 personer, når man korrigerer for sæson. Det er aldrig set højere.

Stigningen i antallet af beskæftigede fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem den private og den offentlige sektor.

De private virksomheder havde 1900 flere ansatte, mens antallet af offentligt ansatte steg med 1700 personer.

Hen over det seneste år er der kommet 36.900 flere lønmodtagere til, svarende til en stigning på 1,2 procent.

I 2025 alene er der indtil nu skabt mere end 21.000 nye job.

Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri, noterer sig dog, at der ikke længere bliver slået lige så mange nye stillinger op som tidligere.

Samtidig har Novo Nordisk meddelt, at man vil skære 5000 job i Danmark alene.

- Det kan komme til at betyde færre job, og derfor bliver det spændende at følge tallene for arbejdsmarkedet resten af året for at se, om vi får en vending i beskæftigelsen, eller om rekorderne vil fortsætte, siger Steen Nielsen.

I Dansk Erhverv peger cheføkonom Tore Stramer på, at jobvæksten i juli i højere grad er sket i hotel- og restaurationsbranchen end i medicinalindustrien.

- Det er bestemt bemærkelsesværdigt og formentlig et varsel om, at det nu i højere grad er oplevelseserhververne, der vil drive jobvæksten herhjemme, skriver han i en kommentar.

Tore Stramer forventer ikke, at afskedigelserne i Novo Nordisk i sig selv vil vende udviklingen med stadigt stigende beskæftigelse.

Dansk Erhverv forudser en samlet jobvækst i 2025 på op mod 40.000 personer og en stigning på mellem 5000 og 7000 personer i 2026.

Mange af de nye job bliver besat af udlændinge, der kommer hertil for at arbejde.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) minder dog om, at der stadig findes en dansk arbejdskraftreserve, man kan trække på.

- Ungeløftet rulles lige nu ud i alle landets kommuner for at hjælpe de næsten 45.000 unge uden job og uddannelse videre i livet.

- Men jeg vil også opfordre virksomhederne til i endnu højere grad at kigge mod de titusindvis af ledige fleksjobbere, der står klar til at bidrage, skriver hun i en kommentar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT