Radikale vil have konservative hjem igen til skrantende alliance
Selv om KLAR-alliancen "skranter", kan Martin Lidegaard godt se sig selv i regering med De Konservative.
De Konservative og Liberal Alliance skal vende blikket til venstre og ind mod midten frem for mod højrefløjen.Det er håbet hos De Radikale og politisk leder Martin Lidegaard, der lørdag i sin landsmødetale kritiserede sine to partnere fra den såkaldte KLAR-alliance for at "omfavne den yderste højrefløj".
- Jeg prøver bare at sige til dem, som de siger til Venstre: Kom hjem.
- Det er ikke ment som en stikpille, men ment som et "husk lige på, hvad vi kunne sammen, da i vendte blikket ind mod midten af dansk politik i stedet for ud mod det yderste højre", siger Lidegaard.
Det var med store armbevægelser og reformidéer, at De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance i april 2023 lancerede et politisk samarbejde.
KLAR-alliancen blev det døbt efter partiernes forbogstaver.
Men det er længe siden, at der har været livstegn fra alliancen.
- Jeg synes, at den skranter lidt, erkender De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard.
De Konservative og Liberal Alliance har den seneste tid brugt kræfterne på den blå blok, hvor de sammen med Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti for nylig afholdt et såkaldt borgerligt konvent.
Mona Juul, formand for De Konservative, håber dog stadig, at KLAR-alliancen fortsætter med at eksistere.
- Jeg har inviteret Martin Lidegaard og Alex Vanopslagh til et møde. Jeg kan ikke huske, hvornår det er, men så det håber jeg, at den gør. Jeg synes, at vi er gode til at lave nogle reformspor, siger hun under De Konservatives landsråd, der afholdes samme weekend som De Radikales.
Hun slår fast, at hun "går op i det konservative projekt først og fremmest".
- Og så prøver jeg at se, hvor vi kan få mest af vores politik igennem, og det kan vi i en blå regering.
Mona Juul har peget på Venstre-formand Troels Lund Poulsen som sin statsministerkandidat.
Men mens Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti klart afviser at kunne indgå i en regering med en socialdemokratisk statsminister, så vil Mona Juul ikke afvise det.
Hun holder dermed også en dør åben for, at De Konservative kan ende i eksempelvis en midterregering.
Hvilket De Radikale gerne vil være en del af.
- Jeg kan sagtens se mig selv sidde i regering med Mona Juul, siger Martin Lidegaard.
Han opfatter De Konservative som tættere på midten end eksempelvis Liberal Alliance og peger på den grønne omstilling som et sted, hvor De Radikale og De Konservative kan enes.
Modsat svarer Mona Juul ikke på, om hun har mest til fælles med Lidegaard eller DF-formand Morten Messerschmidt, som De Radikale klart afviser at kunne være i parlamentarisk flertal med.
- Jeg kommer til at køre konservativ politik med alle dem, jeg kan lave det sammen med, siger Mona Juul diplomatisk.
Hos Liberal Alliance lyder det fra politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen, at partiet har "stærkt fokus på det borgerlige samarbejde".
- Men vi samarbejder selvfølgelig stadig gerne med både De Radikale og De Konservative i KLAR-alliancen, når der er anledning til det. Vi ser det kun som en styrke, når man kan arbejde bredt i Folketinget, siger Sólbjørg Jakobsen i en skriftlig kommentar.
/ritzau/