Lilleholt stopper som V-gruppeformand og fokuserer på borgmesterjagt
Efter små tre år som gruppeformand vælger Lars Christian Lilleholt at sige stop. Han går efter borgmesterpost.
Regeringspartiet Venstre skal have ny gruppeformand. Efter små tre år på posten takker Lars Christian Lilleholt af, fordi han vil fokusere på sine ambitioner om at blive valgt som borgmester i Odense Kommune ved kommunalvalget.- Jeg har elsket at være formand for Venstres folketingsgruppe, men jeg må indse, at jeg bruger rigtig meget tid i Odense på at kæmpe for odenseanerne, og det er ikke foreneligt med at være gruppeformand.
- Derfor har jeg valgt at stoppe på posten, siger Lars Christian Lilleholt i en pressemeddelelse.
Den 60-årige politiker er Venstres spidskandidat til at udfordre den siddende borgmester i Odense, socialdemokraten Peter Rahbæk Juel, ved kommunalvalget 18. november.
Lars Christian Lilleholt afløser kuriøst nok sin søn, Christoffer Lilleholt, som Venstres spidskandidat i Odense, efter at sønnen har forladt politik.
Lars Christian Lilleholt har siddet i Folketinget siden 2001. Forinden havde han to gange været stedfortræder for afdøde Peter Brixtofte i Folketinget.
I perioden fra 2015 til 2019 var Lars Christian Lilleholt energi-, forsynings- og klimaminister.
Hvis han bliver valgt til byrådet ved kommunalvalget, udtræder han af Folketinget.
Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har forståelse for den afgående gruppeformands beslutning.
- Odense har mange udfordringer, og jeg er sikker på, at Lars Christian er manden, der kan løse dem og skabe et bedre Odense til gavn for byens indbyggere, siger Troels Lund Poulsen.
Ifølge pressemeddelelsen ventes det, at Venstres folketingsgruppe i den kommende uge vil vælge den næste gruppeformand.
/ritzau/