Troels Lund Poulsen besøger danske soldater i Letland

28. OKT 2025 • 09:09ERHVERV/POLITIK

Den danske forsvarsminister besøger Camp Valdemar, hvor der er cirka 800 danske soldater.

Den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), er tirsdag landet i Letland sammen med det danske kongepar og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Under besøget i Letland skal forsvarsministeren onsdag besøge de danske soldater i Camp Valdemar.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Også det danske kongepar deltager under besøget i militærlejren, hvor de danske soldater vil fortælle om deres hverdag, fremgår det af kongehusets program.

Camp Valdemar er en dansk lejr i byen Adazi i Letland, hvor også Nato-hovedkvarteret Multinational Division North ligger.

Der er op til cirka 800 soldater i lejren, skriver Forsvarsministeriet.

Under statsbesøget i Letland, der foregår tirsdag og onsdag, skal forsvarsministeren desuden ledsage det danske kongepar til drøftelser med blandt andre Letlands præsident og forsvarsminister.

Her vil Troels Lund Poulsen og den lettiske forsvarsminister efter planen underskrive en såkaldt hensigtserklæring om styrket forsvarssamarbejde mellem de to nationer.

- Det er afgørende i en tid, hvor der igen er krig på europæisk jord. Derfor underskriver Danmark og Letland en hensigtserklæring, som skal styrke forsvarssamarbejdet mellem de to lande. Og som skal styrke Natos tilstedeværelse i Letland, udtaler Troels Lund Poulsen i pressemeddelelsen.

I løbet af statsbesøget skal forsvarsministeren også tale ved en forsvarsindustrikonference, hvor mere end 20 danske og 50 lettiske forsvarsvirksomheder deltager.

Også sikkerheds- og forsvarsorganisationer samt ministerier og brancheorganisationer fra de to lande deltager ved konferencen.

Det danske kongepar bliver tirsdag taget imod af Letlands præsident, Edgars Rinkevics, ved en ceremoni på Riga Slot.

I løbet af tirsdag skal den danske delegation også lægge blomster ved Frihedsmonumentet i Riga, der er symbol på det lettiske folks stræben efter frihed og uafhængighed.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT