Sportmaster lukker yderligere 11 butikker

17. MAR 2023 • 14:49ERHVERV/POLITIK

Sportmasters ejer ønsker at gennemføre en strategi, som skal føre til færre, men større butikker.

Den danske kæde Sportmaster vil i løbet af 2023 lukker yderligere 11 butikker.

Det oplyser kæden til mediet DetailWatch.

Det sker som led i en strategi, der blev iværksat, efter at den britiske ejer Frasers Group opkøbte sportskæden sidste år.

Sportmaster meddelte i november, at otte butikker skulle lukke. Det bringer det samlede antal op på 19.

- Det er en tung beslutning at lukke 11 butikker – især i forhold til vores dygtige medarbejdere, skriver Sportmaster i en udtalelse til Ritzau.

- Men det er et nødvendigt skridt. Lejeomkostningen er for høj. Vi investerer der, hvor vi kan se en konstruktiv forretningsmodel, der giver os grundlag for lønsom vækst.

En del af strategien går ud på, at kæden skal bestå af et færre antal butikker, som dog skal være større.

Inden de første butikslukninger bestod kæden af i alt 75 butikker.

Det er blandt andet Sportmasters butikker i en række af landets storcentre, som står for skud.

Butikkerne i Lyngby Storcenter, Hillerød Slotsarkaderne, Nørrebro Bycenter, Amager Centeret, Frederiksberg Centret, Herningcenteret og Aalborg Storcenter lukker ultimo maj.

Butikken i indkøbscenteret City 2 lukker i slutningen af juni. Mens butikkerne i Hvidovre C, Randers Storcenter og Kolding Storcenter lukker i slutningen af november.

Omkostningerne forbundet med butiksleje er ifølge kæden selv en væsentlig faktor for, at den kan etablere en forretning med plus på bundlinjen.

- Vi er ikke kommet til enighed med udlejeren af de 11 butikker. Derfor opsiger vi de 11 lejemål og placerer vores investeringer andetsteds, udtaler Sportmaster.

Kæden har haft det svært de seneste år med faldende omsætning og store underskud. Men det skal den nye strategi altså forsøge at vende rundt.

Ifølge DetailWatch har Sportmaster tabt 750 millioner kroner de seneste fem år.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU