S-ordfører: Venstre skulle hellere fokusere på en anden konvention
Vej til at få flest kriminelle udlændinge udvist går via Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, mener S.
Socialdemokratiet mener, at vejen til at få flest kriminelle udlændinge udvist af Danmark går gennem en anden konvention end den, Venstre har fokus på.Det siger politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen (S), efter at Venstres formand, Troels Lund Poulsen, til Berlingske har sagt, at Danmark senest i 2026 skal udtræde af den europæiske konvention om statsborgerret, hvis det ikke lykkes regeringen at få den ændret i EU-systemet.
- Når vi taler om konventioner, er det ikke statsborgerretskonventionen, der er den store fisk i dammen. Det er ikke den, der står i vejen for at udvise flest kriminelle udlændinge.
- Det er faktisk Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og dens bestemmelse om retten til familieliv. Så dér har vi sat ind, og det er også dér, statsministeren arbejder intensivt på europæisk niveau for at ændre konventionerne. Fordi det er dét, der vil gøre den store forskel, siger Christian Rabjerg Madsen.
Troels Lund Poulsen siger i interviewet med Berlingske, at hvis regeringen ikke når i mål med at få ændret konventionerne, så "mener jeg, at vi må opsige statsborgerretskonventionen i løbet af 2026."
Spørgsmål: Hvilken deadline vil I sætte i Socialdemokratiet?
- Det er afgørende, at vi kan sende kriminelle voldsforbrydere, voldtægtsmænd ud af landet, og vores tålmodighed skal ikke være evig.
- Men jeg tror, at det klogeste i forhold til at ændre konventionen er at true med at blive og arbejde intensivt, hvad vi også gør fra dansk side i øjeblikket med at ændre konventionen, siger Christian Rabjerg Madsen, hvis parti altså har fokus på at ændre menneskerettighedskonventionen.
Han peger på, at statsminister Mette Frederiksen, blandt andet i selskab med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, har talt for at ændre konventionerne, så det bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge.
Frederiksen og Meloni stod sammen med statslederne fra Østrig, Belgien, Tjekkiet, Estland, Letland, Litauen og Polen i maj bag et åbent brev om netop at ændre konventionerne.
I Danmark udpegede justitsminister Peter Hummelgaard (S) i april to eksperter, der skal stå bag en udredning om Danmarks forpligtelser og muligheder i forbindelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og afgørelser fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Spørgsmål: Undrer det dig, at Venstre går ud med denne melding nu, når der egentlig foregår et arbejde, både nationalt og internationalt?
- Nej, det står Venstre frit for. Vi er jo tre forskellige partier i regeringen, siger Christian Rabjerg Madsen.
- Jeg tror bare, man skal holde fast i, at hvis man for alvor vil sende kriminelle udlændinge ud, og det vil vi i Socialdemokratiet, så er det menneskerettighedskonventionen, der er den store udfordring, ikke statsborgerretskonventionen.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, formand for regeringens tredje parti, Moderaterne, var lørdag aften ude med en skeptisk reaktion på Venstres forslag.
- V vil trække DK ud af statsborgerretskonventionen uden forudgående drøftelse i regeringen. Skal vi gå enegang og melde Danmark ud? Uden fortilfælde.
- Dansk enegang er efter min mening ingenlunde i hverken vores eller sagens interesse, skrev Lars Løkke Rasmussen på X.
/ritzau/
