Lars Weiss er uenig med Rosenkrantz-Theil: SF tager ansvar
Københavns overborgmester har meget svært ved at genkende sin partifælles beskrivelse af SF i hovedstaden.
Københavns snart afgående overborgmester, Lars Weiss (S), genkender ikke billedet af, at SF skulle være et parti, der ikke vil tage ansvar, i hovedstaden.Det postulerede den nu tidligere overborgmesterkandidat Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ellers i den nyligt overståede kommunale valgkamp.
- Min personlige erfaring med SF er, at de har været vores tætteste samarbejdspartner på rådhuset og i den grad været villige til at tage ansvar.
- Jeg kan faktisk ikke komme på en eneste større aftale, som SF har stået udenfor, siger Lars Weiss lørdag i et interview med Altinget.
Han tilføjer, at det til tider har været meget besværligt for Socialdemokratiet og SF at samarbejde, "men sådan er politik jo også".
Pernille Rosenkrantz-Theil sagde under valgkampen til Altinget om SF, at "appetitten på at tage ansvar fordufter, lige så snart der opstår et scenarie, hvor de ikke får tingene præcis på deres måde".
Hun kaldte også SF for et yderfløjsparti.
Dermed lagde Pernille Rosenkrantz-Theil sig op ad den linje, som Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, lagde i september ved Socialdemokratiets årsmøde.
Her skosede Mette Frederiksen, der selv udpegede Pernille Rosenkrantz-Theil som overborgmesterkandidat, SF og partiets Sisse Marie Welling for ikke at ville melde ud, at Welling ville være overborgmester i København.
Det gjorde Sisse Marie Welling senere, og et bredt flertal uden om Socialdemokratiet endte efter valget med at pege på hende som kommende overborgmester fra 1. januar næste år.
Socialdemokratiet endte på historisk lave 12,7 procent af stemmerne i hovedstaden, og de otte aftalepartier inviterede ikke Pernille Rosenkrantz-Theil med til konstitueringsforhandlingerne.
Hun havde undervejs også meldt ud, at hun ville gå i opposition, hvis hun ikke selv blev overborgmester.
Efter kommunalvalget - og med fortsat dårlige meningsmålinger til Socialdemokratiet på landsplan - har Mette Frederiksen rakt en fremstrakt hånd ud til SF.
- En af mine refleksioner efter kommunalvalget er, at en valgkamp op til næste folketingsvalg præget af uenighed mellem SF og os ikke gavner vores fælles projekt, sagde Mette Frederiksen tidligere i denne uge i et interview med Weekendavisen.
Tilbage i København stopper Lars Weiss i Borgerrepræsentationen og som overborgmester til nytår. Partiet har siddet på posten, siden den blev skabt i 1938.
Pernille Rosenkrantz-Theil forduftede allerede, da det stod klart for hende, at hun måtte nøjes med en tjans som fagborgmester for beskæftigelse, integration og erhverv.
Lars Weiss mener, at det er den korrekte beslutning.
- Ja. Jeg tror, Pernille ville have haft det svært herinde. Det er ikke sjovt at sidde i opposition i kommunalpolitik og stå uden for de aftaler, der bliver indgået. Jeg har prøvet det et enkelt år, og jeg var rigtig dårlig til det, siger Lars Weiss til Altinget.
/ritzau/
