Asylcenter på Langeland genåbner for at huse syrere
Holmegaard, der senest husede flygtninge fra Ukraine, skal den kommende tid være hjemsted for 180 syrere.
Udlændingestyrelsen genåbner asylcenteret Holmegaard på Langeland, skriver DR fredag.Her skal omkring 180 syriske asylansøgere samles fra modtagecentre over hele landet, indtil der er foretaget en ny vurdering af situationen i Syrien.
De syriske asylansøgere har fået sat behandlingen af deres asylsager i bero efter præsident Bashar al-Assads fald i Syrien.
- Vi synes fagligt set, det er det rigtige nu at samle syrere på Holmegaard, fordi de er i samme situation. Der kan de tale med hinanden om den situation, de er i.
- Det, mener vi, er den bedste løsning for dem, og den bedste løsning for os som indkvarteringsansvarlige, siger vicedirektør i Udlændingestyrelsen Henrik Thomassen til DR.
Han ved ikke, hvor længe syrerne kommer til at opholde sig på det nu genåbnede asylcenter.
Holmegaard husede sidste år senest flygtninge fra Ukraine, der flygtede fra krigen mod Rusland.
Ifølge Udlændingestyrelsen er beslutningen om at genåbne Holmegaard blevet truffet, fordi der fortsat kommer ukrainere til Danmark, så der er brug for pladser på modtagecentrene til dem.
Holmegaard kom for alvor på landkortet i 2021, fordi den daværende S-regering ønskede at gøre stedet til et udrejsecenter og placere 130 udviste udlændinge dér.
Det vakte et politisk ramaskrig bredt i Folketinget, blandt andet fra SF, der havde og stadig har borgmesterposten i Langeland Kommune.
Busser med langelændere drog til Christiansborg og demonstrerede mod S-regeringens forslag.
De ønskede ikke at være naboer til et udrejsecenter, og desuden frygtede de, at deres i forvejen trængte kommune ville miste turistindtægter.
Regeringen endte med at tage planerne af bordet.
/ritzau/