Ung franskmand får sidste ledige sæde i Formel 1

20. DEC 2024 • 12:11SPORT

Isack Hadjar får sin Formel 1-debut i 2025, hvor han skal være holdkammerat med Yuki Tsunoda hos Racing Bulls.

Den 20-årige franskmand Isack Hadjar får det sidste ledige sæde i Formel 1-feltet i 2025.

Franskmanden har således indgået en aftale om at blive holdkammerat med Yuki Tsunoda hos Racing Bulls, oplyser Formel 1-holdet på sin hjemmeside.

Hadjar erstatter Liam Lawson, der har overtaget et ledigt sæde hos Red Bull, efter at Sergio Perez blev droppet.

Franskmanden følger i fodsporene på Max Verstappen og Sebastian Vettel og bliver den 19. kører, der forfremmes til Formel 1 fra Red Bulls juniorprogram.

- Jeg føler, at jeg træder ind i et helt nyt univers, hvor jeg kører en hurtigere racerbil og konkurrerer med de bedste kørere i verden.

- Det bliver en stejl læringskurve, men jeg er klar til at arbejde hårdt og gøre mit bedste for holdet, siger Hadjar til Racing Bulls hjemmeside.

Racing Bulls er et af de to Formel 1-hold, som er ejet af energidrikgiganten Red Bull.

Holdet har kørt under navnet Visa Cash App RB Formula One Team og gjorde sin debut i 2024-sæsonen.

Det var tidligere kendt under navnet AlphaTauri.

Hadjar måtte nøjes med andenpladsen i seneste sæson i Formel 2.

Titlen gik til brasilianske Gabriel Bortoleto, der næste år skal køre for Sauber sammen med Nico Hülkenberg.

Det fulde overblik over Formel 1-holdene i næste sæson:

* Red Bull: Max Verstappen og Liam Lawson.

* Ferrari: Charles Leclerc og Lewis Hamilton.

* Mercedes: George Russell og Andrea Kimi Antonelli.

* McLaren: Lando Norris og Oscar Piastri.

* Aston Martin: Fernando Alonso og Lance Stroll.

* Alpine: Pierre Gasly og Jack Doohan.

* Williams: Alexander Albon og Carlos Sainz.

* Sauber: Nico Hülkenberg og Gabriel Bortoleto.

* Haas: Oliver Bearman og Esteban Ocon.

* Racing Bulls: Yuki Tsunoda og Isack Hadjar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT