Kong Charles fortsætter med kræftbehandling efter nytår
I februar oplyste Buckingham Palace, at den britiske konge var blevet diagnosticeret med kræft.
Storbritanniens Kong Charles' kræftbehandling skrider godt frem og fortsættes i det nye år.Det oplyser en kilde fra Buckingham Palace til nyhedsbureauet Reuters.
I februar oplyste det britiske kongehus, at kong Charles var blevet diagnosticeret med en ikke nærmere defineret kræftsygdom.
Sygdommen blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, har kongehuset oplyst.
Ifølge kilden er der ikke nogen ændringer i kongens helbred. Den fortsatte behandling er hverken udtryk for en forbedring eller forværring.
Efter kræftdiagnosen holdt kong Charles en pause fra sine officielle pligter.
I april genoptog han arbejdet med et besøg på et kræftcenter i London.
Den nu 76-årige kong Charles blev diagnosticeret med kræft, mindre end et år efter at han blev kronet.
Det blev han i maj 2023 ved en stor ceremoni i Westminster Abbey i London.
Otte måneder forinden døde kong Charles' mor, dronning Elizabeth. Hun var Storbritanniens regent i 70 år.
Kong Charles er ikke det eneste medlem af det britiske kongehus, som har været i kræftbehandling i år. Også prinsesse Kate, der er gift med prins William, er blevet behandlet for kræft.
I marts kom det frem, at hun var i behandling for kræft. Forinden var hun blevet opereret i maveregionen.
Efter ni måneders behandling kunne hun i september meddele, at hun var færdig med sin kemobehandling.
- Mens sommeren er ved at være ovre, er det svært for mig at beskrive, hvor stor en lettelse det er for mig endelig at være blevet færdig med min kemoterapi.
- De seneste ni måneder har været utroligt hårde for os som familie, sagde prinsesse Kate i en video offentliggjort på Instagram.
Det britiske kongehus har - ligesom i tilfældet med kong Charles - ikke oplyst, hvilken type kræft prinsesse Kate var ramt af.
/ritzau/