Professor: Trumps kommentar om Grønland kan være en markering
Dansk professor har svært ved at vurdere, om Trumps udmelding på Truth Social er mere end bare en markering.
Den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, lufter igen tanker om amerikansk kontrol over Grønland.- For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende.
Sådan skrev han på sit eget sociale medie, Truth Social, natten til mandag dansk tid.
Der kan være tale om en markering, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.
- Hvis det er reel politik, så ville det jo være et brud med amerikansk politik siden Anden Verdenskrig, siger han.
Trump skriver dog ikke sort på hvidt, at det er amerikansk kontrol, der er afgørende. Han skriver heller ikke, at USA gerne vil købe Grønland.
Trump foreslog i 2019 et køb af Grønland, som under Trumps første præsidentperiode skabte gnidninger i det dansk-amerikanske samarbejde. Forslaget blev fremlagt i august 2019 af Trump.
Vedby Rasmussen forklarer, at Grønlands situation er speciel, fordi dets sikkerhedspolitiske suverænitet ligger i Washington, mens dets folkeretlige solidaritet ligger i København.
Han forklarer, at det var en aftale, der blev indgået under Anden Verdenskrig, så USA kunne få adgang til baser på Grønland, og Danmark og Grønland stod for indenrigspolitikken. Alle parter var tilfredse med den ordning, siger han.
Men professoren vurderer, at udmeldingen også bare kan være en markering og ikke en decideret optakt til at byde Grønland.
- Jeg tror, at det er en måde for Trump at sige på, at Grønlands-diskussionen, som jeg havde med Danmark, den markerer jeg lige, at den fortryder jeg ikke. Og jeg er parat til at vende tilbage til diskussionen, siger Vedby Rasmussen
Han tilføjer, at Trumps anden præsidentperiode for ham også handler at vise, at hans første periode var en succes. Ifølge Vedby Rasmussen kan denne "markering" være med til at bidrage til det.
Han påpeger, at den kommende Trump-administration forventes at tage en anden tilgang til udenrigspolitiske forhold, end USA har gjort tidligere.
- Jeg tror, man skal tænke på, at Trump og folk omkring ham, de tænker USA's relationer til andre stater på en anden måde, end USA har gjort siden 1945, hvor USA har været glad for at styre verden gennem tætte alliance, siger Vedby Rasmussen.
/ritzau/