Rekordmange modtager julehjælp fra Dansk Røde Kors i år

23. DEC 2024 • 15:48INDLAND/KRIMINAL

Med julehjælpen modtager man enten en gavekurv med julevarer eller et gavekort til at købe julevarerne selv.

I år modtager 22.458 børnefamilier i Danmark julehjælp fra Dansk Røde Kors. Det oplyser organisationen mandag i en pressemeddelelse.

Ifølge generalsekretær Anders Ladekarl er det det største antal børnefamilier, der modtager julehjælp fra Dansk Røde Kors nogensinde.

Der er i år uddelt julehjælp til 22.274 børnefamilier fordelt på de fem regioner. Derudover er der uddelt julehjælp til 184 børnefamilier på asylcentre i Danmark.

Ifølge Anders Ladekarl er der primært to forklaringer bag den stigende efterspørgsel på julehjælp.

- Den ene forklaring er, at der faktisk er flere familier, som er relativt fattige i Danmark. Altså der har været en stigning i antallet af relativt fattige børnefamilier i Danmark over det seneste års tid.

- Den anden årsag er, at det ikke længere er så stigmatiseret at søge og modtage julehjælp, som det måske har været før i tiden. Jeg tror, folk før har holdt sig tilbage, fordi de ikke syntes, det var rart at bede om den type hjælp., siger Ladekarl.

Med julehjælpen modtager familierne et gavekort til Coop til en værdi af 900 kroner eller en gavekurv med julevarer.

Grunden til at ekstra mange har modtaget julehjælp i år er ekstra bidrag fra danskerne, nogle store private bidrag og et ekstraordinær stort bidrag fra staten, som har givet næsten ni millioner kroner, oplyser Ladekarl.

Han er glad for, at så mange danskere har fået julehjælp i år, men glæden kommer med en trist baggrund.

- På den ene side er jeg glad for, at vi kan dele så meget hjælp ud.

- På den anden side er jeg ked af, at der bliver ved med at være et stigende behov for julehjælp i et samfund som det danske, hvor det burde gå den modsatte vej. siger han.

Årets rekord på 22.458 er en stigning fra 2023, hvor 21.000 børnefamilier modtog julehjælp fra Dansk Røde Kors.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT