Minister udskyder lovforslag om lagerbeskatning af kryptovaluta

23. DEC 2024 • 11:27ERHVERV/POLITIK

Efter Skattelovrådets anbefalinger lød det, at skatteministeren ville følge dem. Nu vil han have flere input.

Et lovforslag, som skal sikre, at beskatningen af kryptoaktiver bliver "mere hensigtsmæssig", bliver udskudt.

Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Oprindeligt lød planen, at skatteminister Rasmus Stoklund (S) ville fremsætte lovforslaget i begyndelsen af 2025.

Men ministeren ønsker at "indhente flere input fra aktørerne", og derfor bliver lovforslaget udskudt til senere i 2025.

I oktober udgav Skattelovrådet efter tre års arbejde en rapport, hvori rådet anbefalede, at kryptoaktiver som eksempelvis bitcoin bliver lagerbeskattet.

Når en investering lagerbeskattes, betyder det, at der betales skat af afkastet - uanset om aktivet er solgt eller ej.

Efter rådets anbefaling lød det fra Rasmus Stoklund, at han ville følge anbefalingen ved at fremsætte et lovforslag.

Men siden rapporten udkom, har flere aktører og politiske partier udtrykt deres bekymring over anbefalingerne, lyder det i pressemeddelelsen.

Rasmus Stoklund kalder det en bunden opgave at sikre mere tidssvarende regler for beskatning af kryptoaktiver. Men han må konstatere, at det kræver mere tid at finde den rette model.

- Derfor har jeg besluttet at udskyde lovforslaget og indhente yderligere input til det videre arbejde med at sikre en mere tidssvarende beskatning af kryptoaktiver, der både er fair og mere hensigtsmæssig - og hvor indberetningerne om gevinster og tab kan kontrolleres af skattemyndighederne, siger han i pressemeddelelsen.

I 2023 resulterede Skattestyrelsens kontroller med kryptovaluta i, at der blev udsendt skatteopkrævninger for omkring 66 millioner kroner på området.

Kryptovaluta kan beskrives som en form for digitale penge. Valutaerne kan bruges flere steder online - og også i nogle fysiske butikker.

Transaktionerne med de digitale valutaer foregår uden om bankerne og kan opbevares i en virtuel pung på nettet.

De kan købes på forskellige børser på internettet, hvor prisen styres af udbud og efterspørgsel.

Ifølge en brugerundersøgelse fra Skattestyrelsen i foråret 2024 ejer cirka 300.000 borgere i Danmark kryptoaktiver.

Den mest kendte kryptovaluta er bitcoin, som er steget markant i værdi i løbet af året. Særligt efter at Donald Trump vandt præsidentvalget i USA 5. november er kursen steget.

I begyndelsen af december oversteg bitcoin for første gang nogensinde en kurs på 100.000 amerikanske dollar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT