København Håndbold sælger to EM-spillere til sommer
EM skabte stor interesse for Helene Kindberg og Tabea Schmid, der efter sæsonen forlader København Håndbold.
Profilerne Helene Kindberg og Tabea Schmid er blevet solgt og forlader efter denne sæson København Håndbold.Begge spillere deltog ved EM, og begge spillere havde en klausul, der muliggjorde salg i sommeren 2025. Det oplyser København Håndbold på sin hjemmeside.
København oplyser ikke, hvor duoen skal spille, men direktør Louise Svalastog afslører dog, at det er Champions League-klubber, der køber dem.
- Vi kan kun være stolte, når vi gang på gang henter spillere, der udvikler sig til landsholdsspillere og bliver eftertragtet af Champions League-klubber.
- Det viser den fantastiske talentudvikling, som København Håndbold står for, og som er en hjørnesten i vores daglige arbejde, siger Louise Svalastog til klubbens hjemmeside.
Helene Kindberg fik sin slutrundedebut for Danmark, der i december vandt EM-sølv.
- Jeg føler, jeg har udviklet mig meget som håndboldspiller og menneske. Så jeg vil gerne sige mange tak til holdet, alle omkring klubben og fansene.
- Til sommer bliver det nye udfordringer, og det ser jeg meget frem til, men først vil jeg gøre alt for at slutte ordentligt af i København, og se hvad vi kan opnå sammen, siger højrebacken.
Tabea Schmid, der var med ved EM for Schweiz, lover også at kæmpe for København i resten af denne sæson, inden hun søger nye udfordringer.
- Da jeg kom til København Håndbold for halvandet år siden, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente. Nu kan jeg sige, at det at komme til Danmark var den bedste beslutning, jeg har taget.
- I København har jeg haft mulighed for at udvikle mig meget - både på og uden for håndboldbanen - og jeg er ekstremt taknemmelig over for klubben for denne fantastiske oplevelse, siger schweizeren.
/ritzau/