PostNord-direktør: En tung beslutning at lukke brevomdeling

6. MAR 2025 • 10:58ERHVERV/POLITIK

PostNord mister både identitet og medarbejdere, når selskabet udfaser brevforretningen ved årets udgang.

Det er både en historisk og en trist dag for PostNords danske afdeling.

Det statsejede selskab har besluttet ikke længere at tage imod og uddele breve, fordi der simpelthen ikke er økonomi i den del af forretningen.

Administrerende direktør Kim Pedersen fra PostNord Danmark gav torsdag morgen besked om udfasningen af brevomdelingen.

- Det var en tung beslutning at kommunikere. Medarbejderne modtog det med tristhed, men også uden de sådan helt store overraskelser.

- De har jo set det her komme i noget tid, men selvfølgelig er det en trist melding for dem, siger Kim Pedersen.

Også selskabets selvopfattelse vil ændre sig som konsekvens af, at man fremover ikke har postbude ansat.

- Det er en stor del af vores identitet, at vi har bundet Danmark sammen i cirka 400 år. Derfor binder vi i dag en sløjfe på det grundlag for virksomheden, som brevene udgør.

- Men man kan måske sammenligne det med at gå med kontanter. Det gør vi heller ikke rigtigt mere, og det forholder sig på samme måde for brevene, siger han.

Beslutningen medfører, at 1500 ansatte står til at miste deres job. PostNord vil i størst mulige omfang forsøge at hjælpe dem videre til andre job.

Og Kim Pedersen er sikker på, at der vil være efterspørgsel efter dem.

- Der er en høj grad af ærekærhed, loyalitet og kundeorienterethed hos vores medarbejdere.

- I gamle dage gik de jo ind i køkkenet og lagde brevene, og man havde høj tillid til dem.

- Derfor er de meget bevidste om at gøre det så godt, de overhovedet kan, og det er jeg helt sikker på, at der er mange virksomheder, der kan bruge, siger han.

Fremtiden for PostNord hedder pakker, og det er i modsætning til breve et område i vækst.

PostNords pakkeforretning voksede med ti procent i fjerde kvartal sidste år, og Kim Pedersen ser ingen tegn på, at det stopper her og nu. Tværtimod.

- Pakkemarkedet i Danmark vokser med fem til seks procent om året helt af sig selv. Derfor kanaliserer vi alle kræfter i retning af det, som danskerne efterspørger, siger han.

PostNord stopper uddelingen af breve med udgangen af i år. Herefter er det kun Dao, der tilbyder landsdækkende omdeling af breve.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT