Trumps udsending: Grønland-aftale bygger på gamle forsvarsaftaler

29. JAN 2026 • 14:24ERHVERV/POLITIK

Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, åbner op om rammeaftale, men kan endnu ikke gå i detaljer.

Den amerikanske præsident Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, åbner op om processen for den rammeaftale, der skal være løsningen på situationen mellem Danmark, Grønland og USA.

Jeff Landry fortæller, at rammeaftalen for Grønland bygger videre på forsvarsaftalerne fra 1941 og 1951 mellem USA og Danmark.

Det siger han til det amerikanske medie New York Times.

- Rammeaftalen bygger videre på forsvarsaftalerne fra 1941 og 1951 mellem USA og Danmark og vil styrke USA's, Natos og Grønlands sikkerhed samt bekræfte de mangeårige transatlantiske forsvarsforpligtelser, siger han til mediet.

Jeff Landry siger samtidig, at han "ikke kan afsløre detaljerne, da de er under udarbejdelse".

Han fortæller dog, at aftalen vil "udvide den amerikanske operationelle handlefrihed, understøtte nye baser og infrastruktur, lette udrulning af avancerede missilforsvarssystemer som Golden Dome og fortrænge fjendtlig kinesisk og russisk indflydelse".

Trumps særlige udsending gentager også Trumps tidligere budskab om, at "amerikansk dominans i Arktis er ikke til forhandling."

- Min mission som særlig udsending for Grønland er ligetil: at fremme amerikansk national sikkerhed og samtidig åbne op for økonomiske muligheder.

- Grønland har aldrig været perifert i forhold til Amerikas sikkerhed. Historien beviser det. Strategien kræver det, lyder det fra Jeff Landry.

Snakken om rammeaftalen for Grønland begyndte, efter at Natos generalsekretær, Mark Rutte, og Donald Trump mødtes under det økonomiske topmøde i den schweiziske by Davos.

Aftalen om Grønland har erstattet Trumps tidligere trusler om told. Den amerikanske præsident har tidligere sagt, at aftalen kommer til at vare for evigt, og at den indebærer adgang til Grønlands sjældne jordarter.

Men der er fortsat mange elementer af aftalen, der er uvisse.

Udenrigsminister Lars Løkke (M) kunne tidligere torsdag bekræfte, at der onsdag havde været afholdt et møde i en "konstruktiv atmosfære" mellem højtstående personer fra USA, Danmark og Grønland.

Derudover tilføjede han, at der er planlagt flere møder, men at problemerne "ikke er løst".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

29. JAN 2026 • 15:01UDLAND
EU indfører nye sanktioner mod Iran
FÅ ABONNEMENT