Regering erkender usikkerhed om udvisninger: Vi løber risiko for danskerne

30. JAN 2026 • 13:05ERHVERV/POLITIK

Håbet er, at domstol ændrer praksis, så flere kan udvises, men regeringens egne jurister er ikke overbevist.

Regeringen vil have udvist flere kriminelle udlændinge og kritiserer, at menneskerettighederne for ofte står i vejen for ønsket.

Derfor går regeringspartierne nu mere utraditionelt til værks og strammer dansk lovgivning så meget, at der er tvivl om, hvorvidt loven vil blive underkendt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

Det erkender regeringspartierne på et pressemøde fredag i Statsministeriet.

- Vi løber en risiko med det her, og den er vi villige til at løbe for at passe på danskerne, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Hvis regeringen skal have held med at udvise flere kriminelle udlændinge uden at bryde med menneskerettighedskonventionen, kræver det, at domstolen ændrer sin praksis.

Det forventer regeringen, vil ske, og derfor løber regeringen med åbne øjne en "procesrisiko" med sin udvisningsreform.

- Vi siger meget ærligt, at der er en procesrisiko med det her. Vi er villige til at løbe den procesrisiko, så derfor er vi egentlig ret transparente. Det der er vores arbejdsmetode som regering, det er at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at passe på Danmark, siger Mette Frederiksen.

Så optimistisk virker regeringens fagfolk dog ikke til at være.

Justitsministeriet vurderer selv, at "det er behæftet med betydelig usikkerhed, om EMD tilpasser sin praksis, og forslaget indebærer derfor en betydelig risiko for, at Danmark vil blive dømt for overtrædelse."

Det store forslag er, at udlændinge skal udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet og idømmes mindst et års fængsel, og det er uanset, hvor længe de har boet i Danmark.

Partierne ønsker ikke at træde ud af konventionerne, men ser større perspektiv i at ændre dem indefra.

I slutningen af 2025 fik Danmark opbakning fra et flertal af lande, som står bag domstolen, til at ændre fortolkningen af praksis.

Dermed er der sendt et tydeligt politisk signal, fremhæver Mette Frederiksen.

- Når vi er et flertal af lande, som ønsker at varetage ofrenes og samfundets rettigheder, så har vi selvfølgelig en klar forventning om, at domstolen ændrer praksis. Det kan komme til at tage tid. I stedet for at vente på det, så ændrer vi dansk lovgivning nu, siger hun.

Det var i sin nytårstale, at statsministeren annoncerede en "omfattende udvisningsreform". Udspillet blev præsenteret fredag.

I nytårstalen brugte statsministeren et konkret eksempel på en irakisk mand, som er født i Danmark og aldrig har været i Irak.

På pressemødet fredag bliver statsministeren spurgt til, hvorfor det er Iraks ansvar at tage imod en kriminel person, når han har brugt hele sit liv i Danmark.

- Det er da mærkeligt at blive født i Danmark og så kvittere for vores gæstfrihed ved at begå alvorlig kriminalitet, siger Mette Frederiksen, som bliver spurgt igen og kort svarer, at "hvis han har statsborgerskab der, så har han statsborgerskab der".

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT