Dansk forsvarsfirma indgår aftale i Litauen om dronekameraer
Den danske virksomhed UXV Technologies har indgået en aftale med Aktyvus Photonics under statsbesøg.
Den danske virksomhed UXV Technologies, der særligt udvikler teknologiske løsninger til forsvarsområdet, har indgået en samarbejdsaftale med litauiske Aktyvus Photonics.Med samarbejdet vil UXV integrere den litauiske virksomheds laserteknologi direkte ind i UXV’s kameraer, der kan monteres på blandt andet droner og ubemandede køretøjer.
Det er topchef i UXV Steven Friberg og Aktyvus Photonics' topchef, Laurynas Šatas, der torsdag har underskrevet den såkaldte strategiske samarbejdsaftale i den litauiske hovedstad, Vilnius.
Underskriften er sat på et dansk-litauisk erhvervsforum i Vilnius i forbindelse med det danske kongepars statsbesøg i Litauen, der begyndte onsdag og slutter torsdag.
Med den litauiske laserteknologi i de danske kameraløsninger samles kamera og laser i en enhed frem for at være separate.
Det gør det dermed muligt både at overvåge og præcist udpege mål fra samme drone. Netop det at udpege mål med en laser kræver traditionelt, at en soldat befinder sig tæt på målet med håndholdt udstyr.
Den nye løsning kan blandt andet anvendes i forbindelse med laserstyrede våbensystemer, hvor eksempelvis missiler herved kan styres mod et udpeget mål med høj præcision.
Steven Friberg understreger, at man netop med denne løsning kan reducere tiden fra, at man har identificeret et mål og "til effekt".
- Partnerskabet afspejler samtidig en fælles ambition om at styrke europæiske kapaciteter inden for kritiske forsvarsteknologier, siger topchefen.
Fra den litauiske topchef lyder det, at man med den nye løsning imødekommer reelle operative behov.
Den Ishøj-baserede virksomhed UXV, der producerer fjernstyringskonsoller og sensorer til en bred vifte af droner og robotter, blev stiftet i 2014 af Steven Friberg.
Siden da er virksomheden vokset, og for knap halvandet år siden lød ambitionen fra Friberg, at omsætningen skal vokse til omkring en milliard kroner i dette årti. Det fortalte han til Børsen.
Firmaets årsregnskab for 2025 er endnu ikke blevet offentliggjort, men i 2024 omsatte UXV Technologies for godt 100 millioner kroner.
/ritzau/
