Inflationen i eurolandene stiger markant efter Iran-krigens udbrud

31. MAR 2026 • 12:04ERHVERV/POLITIK

Særligt energi er blevet dyrere i eurozonen. Økonom forventer højere renter for at dæmme op for inflation.

Inflationen i eurozonen stiger i marts, efter at brændstofpriserne er braget op som følge af krigen i Mellemøsten.

Det ventes, at inflationen i de lande, som bruger euro som valuta, lander på 2,5 procent i marts.

I februar var inflationen på 1,9 procent.

Det viser et estimat fra EU's statistikagentur Eurostat.

Det fremgår af tallene, at det især er priserne på energi, som er steget. Den årlige prisstigning på energi i marts lyder ifølge estimatet på 4,9 procent.

Søren Kristensen, som er cheføkonom i AL Sydbank, peger på, at blokeringen af Hormuzstrædet som følge af Israel og USA's angreb på Iran har fået olie- og gasprisen til at stige kraftigt.

Renser man prisudviklingen for energipriserne, er inflationen faktisk faldet en smule. Det kaldes også kerneinflationen.

Men kraftige stigninger i energipriserne risikerer at brede sig til andre varegrupper, da også produktion bliver dyrere.

For at dæmme op for højere inflation forventer Søren Kristensen, at Den Europæiske Centralbank (ECB) vil hæve renten i den kommende tid.

- Højere renter og højere priser er naturligvis ikke godt nyt for hverken forbrugere eller virksomheder, og derfor ser vi lige nu, hvordan udsigterne for europæisk økonomi forværres gradvist fra dag til dag, skriver han i en kommentar.

Det bliver dog afgørende for inflationens udvikling, hvor længe Hormuzstrædet kommer til at forblive lukket, mener Søren Kristensen.

Las Olsen, som er cheføkonom i Danske Bank, mener også, at en inflation over to procent, kan give anledning til en renteforhøjelse.

Han pointerer dog, at højere renter i Europa ikke får skibene til at sejle i Hormuzstrædet, men blot lægger en dæmper på den europæiske vækst.

Men risikoen for, at de højere energipriser fører til brede prisstigninger og krav om højere lønninger, kan alligevel få centralbanken til at hæve renten, lyder vurderingen.

- På den måde kan energipriserne være en gnist, der tænder et stort inflationsbål, og rentestigninger kan forebygge det ved at vise, at centralbanken ikke denne gang kommer til at acceptere inflation, skriver Las Olsen i en kommentar.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT