Færøsk folketingsmedlem peger på Mette Frederiksen
Færøske Sjúrður Skaale vil ikke på forhånd løfte sløret for sine krav for at støtte en kommende regering.
Tirsdag er turen kommet for de fire nordatlantiske mandater til at mødes med fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), der forsøger at lægge en regeringskabale efter folketingsvalget.Det færøskvalgte folketingsmedlem Sjúrður Skaale fra det socialdemokratiske Javnaðarflokkurin siger ved ankomsten til Marienborg - statsministerens embedsbolig - at han peger på Mette Frederiksen.
- Jeg peger på hende. Jeg bakker op om hende, lyder det fra Skaale.
Han løfter dog ikke sløret for eventuelle krav til statsministeren for at indgå som støtte for en kommende regering.
- Det tager jeg inde ved bordet, lyder det fra den færøske politiker.
- Jeg har ikke så meget at sige. For tre år siden var jeg nummer 90 (mandat, red.), men jeg er ikke så interessant denne gang, lyder det.
Færøerne har to medlemmer af Folketinget.
Det andet medlem er Anna Falkenberg fra det borgerlige parti Sambandsflokkurin.
Hun er ikke fysisk til stede ved Marienborg tirsdag, men skal ifølge TV 2 News deltage i et onlinemøde med den fungerende statsminister.
Hun siger til TV 2, at hun blandt andet kommer med ønsket om at forny rigsfællesskabet.
- Der skal være en ny struktur for, hvordan vi er som tre lande i ét rige, ellers kommer det ikke til at holde.
- Det kommer til at være mit klare budskab, siger hun til TV 2 News uden at uddybe det nærmere.
De to grønlandske folketingsmedlemmer - Naaja Nathanielsen fra partiet IA og Qarsoq Høegh-Dam fra partiet Naleraq - skal også mødes med Mette Frederiksen.
De har over for DR på forhånd tilkendegivet et ønske om flere beføjelser på udenrigspolitikken.
Ifølge grundloven og selvstyreloven er det den danske regering, der varetager udenrigspolitiske anliggender på vegne af rigsfællesskabet.
/ritzau/
