Fagboss håber S-formueskat dør under regeringsforhandlinger
Dansk Metals formand, Claus Jensen, mener, at Socialdemokratiets formueskat vil skade hans medlemmer.
Socialdemokratiets forslag om formueskat er ikke faldet i god jord hos Dansk Metals formand, Claus Jensen.Han håber, at forslaget ikke overlever regeringsforhandlingerne.
Efter valgkampen og folketingsvalget i sidste uge har han valgt at ytre sin holdning til forslaget over for Berlingske.
Her lyder det fra fagbossen, der ifølge mediet selv er medlem af Socialdemokratiet, at en formueskat vil skade Dansk Metals medlemmers mulighed for at få job.
Ifølge ham bliver små og mellemstore virksomheder nødsaget til at sælge teknologi og robotter, som virksomhederne har investeret deres overskud i.
- Med en formueskat bliver de nødt til at sælge deres robotter. Det går sgu ikke! Vi skader os selv med det her, siger han til Berlingske.
Derudover peger han på, at det vil ramme danske og ikke udenlandsk ejede virksomheder.
Claus Jensen sætter desuden spørgsmålstegn ved, hvordan man vil friholde iværksættere fra at blive ramt af en formueskat.
Regeringsforhandlingerne begyndte for alvor fredag.
Her var der sættemøder, altså indledende forhandlinger, i Statsministeriet, hvor syv partier var på visit hos Mette Frederiksen.
Det var SF, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet, Moderaterne, Venstre og De Konservative.
Her lod Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, det forstå, at Socialdemokratiets forslag om formueskat var et "absolut no go".
- Den kommer vi 100 procent ikke til at støtte. Og der er ikke flertal for det i Folketinget, lød det.
Socialdemokratiet og fungerende statsminister Mette Frederiksen gik til valg på en formueskat.
Kort forklaret foreslog partiet konkret, at man hvert år skal betale 0,5 procent i skat af den del af formuen, der overstiger 25 millioner kroner.
Emnet fyldte en del i valgkampen. Socialdemokratiet måtte forsvare forslaget om formueskat gang på gang efter kritik fra primært de borgerlige partier og dele af erhvervslivet.
Med knap en uge til folketingsvalget sagde Mette Frederiksen i et interview med Jyllands-Posten, at hun var åben for alternativer til formueskatten, som partiet vil have indført, og som i sidste ende skal finansiere partiets skoleudspil.
/ritzau/
