Boje blev advaret om nyligt ekskluderet medlem i november
Borgernes Parti ekskluderede lørdag det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris.
Borgernes Parti blev i november sidste år advaret om en eventuel sag om det nyligt ekskluderede medlem, Jacob Harris.Det fortæller partiets formand, Lars Boje Mathiesen, mandag på et pressemøde, efter at Jacob Harris lørdag blev ekskluderet.
Det skete blandt andet, efter at mediet Finans torsdag skrev, at en kurator har indstillet Harris og hans hustru til konkurskarantæne.
Kurator Morten Bjerregaard har vurderet, at "der er grundlag for politimæssig efterforskning" mod de to, der på papiret ejede byggeselskabet Krokodille Aps, som sagen drejer sig om.
Det lyder mandag fra Lars Boje Mathiesen, at partiet bad Jacob Harris om at redegøre for sagen, da partiet første gang blev gjort bekendt med dele af den.
Blandt andet ved at bede Harris underskrive en erklæring, om at Arbejdstilsynet havde været forbi hans virksomhed, men "at alt er i orden".
Det gjorde Harris ifølge Boje Mathiesen.
Partiet fik så endnu en henvendelse i marts, hvor partiet valgte at trække Harris ind til en samtale og bede ham anskaffe en revisorerklæring, advokaterklæring og også en politierklæring, hvor han skulle fremvise, at der ikke var verserende sager mod ham.
Det frembragte Harris ifølge partiformanden.
Ifølge Finans blev Lars Boje Mathiesen advaret første gang allerede i september og altså ikke først i november.
Mandag formiddag inden pressemødet med Boje Mathiesen skriver Ekstra Bladet, at Harris blev politianmeldt i december i forbindelse med et byggeri af et sommerhus.
Lars Boje Mathiesen påpeger på pressemødet, at han mandag morgen kan se ting i medierne, som "vi ikke har haft noget som helst kendskab til".
- Og hvem ved, om der kommer endnu mere. Så for os i Borgernes Parti er det sådan set dejligt, at vi kan lukke bogen og så kigge frem på det arbejde, vi skal lave, siger han.
I en Facebook-video mandag aften siger Jacob Harris om historien i Ekstra Bladet, at der "altid er to sider af en sag", og at han er uenig i avisens udlægning.
Derudover påpeger han, at alle kan anmelde til politiet.
- Borgernes Parti har vidst, hvem jeg er. De har også kendt til de her sager, siger Jacob Harris videre.
Boje Mathiesen blev også spurgt på pressemødet tidligere mandag, om det var en fejl at lade Jacob Harris opstille som folketingskandidat for partiet.
Han svarede, at politik ikke kun skal bestå af mennesker, som eksempelvis aldrig har haft erhvervserfaring.
- Men det er klart med de oplysninger, der kommer frem nu, så kan man sagtens sige, lød det fra Boje Mathiesen, der afbrød sig selv:
- Jeg synes faktisk, at vi som parti er gået langt for at undersøge, om der var noget. Jeg kan jo hverken som partiformand eller som menneske andet end prøve at gardere mig, siger han og henviser til, at han har bedt om en række erklæringer.
- Og så kigge manden i øjnene og håbe på, at han fortæller sandheden. Det gjorde han så ikke i det tilfælde, sagde Boje Mathiesen.
Harris har understreget, at han ikke mener, at han har foretaget "noget forkert eller ulovligt".
/ritzau/
