Partier lover københavnere billig eller gratis offentlig transport

23. OKT 2025 • 22:57ERHVERV/POLITIK

Både Socialdemokratiet, Radikale og Enhedslisten vil gøre offentlig transport i København billigere.

Tre partier vil på forskellig vis gøre den offentlige transport i København billigere, end den er i dag.

Og mens Enhedslisten vil sænke prisen for at køre med tog, bus eller metro til under det halve, vil Socialdemokratiet og Radikale gøre det gratis for udvalgte unge og ældre at køre med offentlig transport i hovedstaden.

Enhedslistens kandidat til overborgmesterposten, Line Barfoed, siger til Information, at der er brug for at sænke priserne fra det nuværende niveau på 24 kroner for en billet, der gælder i to zoner.

- Det er blevet enormt dyrt at køre med tog, bus og metro. Men sådan behøver det ikke at være. Derfor siger jeg det helt simpelt: Bus, tog og metro skal koste ti kroner, lige meget hvor man skal hen i København, siger hun.

Socialdemokratiets spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, vil sammen med Radikales spidskandidat, Christopher Røhl, bruge 150 millioner kroner på at gennemføre fem konkrete punkter.

De fortæller til Berlingske, hvordan det blandt andet skal være gratis for særlige grupper af unge og ældre at køre med kollektiv transport i zonerne 1-3.

De vil samtidig halvere priserne for udeboende studerende, elever og lærlinge, ligesom kommunens vuggestuer, børnehaver og folkeskoler skal kunne køre gratis med det offentlige.

For begge udspil gælder, at partierne ikke har lagt sig fast på finanseringen.

Enhedslisten forestiller sig, at man blandt andet kan bruge nogle af de 300 millioner kroner, som Københavns Kommune årligt får ind via parkeringsafgifter.

Pernille Rosenkrantz-Theil mener, at der ligger en mulig milliardgevinst i at effektivisere Københavns Kommunes indkøb, mens Christopher Røhl også mener, at man ved højere grad af genbrug af eksempelvis kontorstole kan finde endnu flere penge på den konto.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT