Pædagoger kalder på flere kolleger for at løfte kvalitet i dagtilbud

12. MAJ 2023 • 08:05ERHVERV/POLITIK

Der mangler pædagoger, og det problem skal løses, hvis kvaliteten i dagtilbud skal hæves, siger Bupl-formand.

Det vidste vi jo godt.

Sådan kunne man fristes til at tolke reaktionen fra pædagogernes fagforening Bupl, da en undersøgelse torsdag aften gav en dyster dom over kvaliteten i dagtilbuddene for 0-2-årige børn.

Elisa Rimpler, fagforeningens formand, siger, at undersøgelsen blot dokumenterer det, som hun og hendes fagfæller har problematiseret længe.

- Der er alt for mange steder simpelthen ikke gode nok betingelser for at skabe den høje kvalitet, som børn har krav på, siger Elisa Rimpler.

Formanden peger især på en løsning af rekrutteringskrisen, hvis kvaliteten i dagtilbuddene skal løftes.

Ifølge Bupl mangler der for nuværende akut 4000 pædagoger - et tal, der ifølge fagforeningen står til at tredobles i 2030 med den nuværende befolkningsfremskrivning.

- Vi kan jo se i denne her undersøgelse, at faglighed betyder noget. Det betyder noget, at der er en pædagog til stede.

- Derfor skal vi jo som samfund gøre alt, hvad vi kan, for at det bliver mere attraktivt at blive og være pædagog. Det er det ikke lige nu.

- Og det betyder jo, at man alt for mange steder må nøjes med meget unge vikarer eller pædagogmedhjælpere i stedet for fagligt kvalificeret personale, siger Elisa Rimpler.

Hun understreger, at en løsning kan være at opkvalificere de pædagogmedhjælpere, der er i institutionerne i dag.

Og så skal der højere løn til, så pædagogfaget bliver mere attraktivt.

Der er tale om en ny kvalitetsundersøgelse af kommunale dagtilbud for 0-2-årige børn.

Den er lavet for Børne- og Undervisningsministeriet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Resultaterne for daginstitutionerne viser, at 13 procent har god kvalitet, 49 procent har tilstrækkelig kvalitet, mens 38 procent har utilstrækkelig kvalitet.

Der er færre end tre stuer, hvor kvaliteten vurderes til at være helt nede i kategorien "ringe".

Undersøgelsen er den første af sin slags.

I første omgang er tilbuddene til de 0-2 årige blevet undersøgt. I efteråret 2023 undersøges så dagtilbud for de 3-5 årige børn.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT