Ørsteds kursfald giver energikoncern underskud på en milliard

22. AUG 2025 • 10:04ERHVERV/POLITIK

Uden Ørsteds kursfald var der plus på Andels bundlinje. Men kursfaldet giver underskud på en milliard kroner.

Ørsteds kursfald giver energikoncernen Andel et milliardunderskud i første halvdel af året.

Det skriver Andel i en pressemeddelelse, hvor koncernen blandt andet har offentliggjort udvalgte regnskabstal for første halvår.

Før man regner Ørsteds kursregulering med, var der ellers et overskud på 117 millioner kroner.

Men når det urealiserede kurstab på Andels Ørsted-aktier regnes med, lyder underskuddet før skat på knap en milliard kroner.

Andel ejer omkring fem procent af aktierne i Ørsted.

Ørsteds aktiekurs er faldet i løbet af året, og efter afslutningen af andet kvartal er kursfaldet taget til.

På toplinjen er der ellers fremgang for Andel, som har omsat for 53,7 milliarder kroner i halvåret. Det er 27 procent mere end samme periode året før.

Omsætningsvæksten skyldes ifølge Andel primært, at energipriserne er steget, og at der er kommet flere kunder.

Andel understreger dog også, at selskabet er påvirket af modvind på markedet for vedvarende energi, hvilket viser sig i indtjeningen inden for energiproduktion.

Den negative tendens inden for energiproduktion bliver dog opvejet af fremgang på andre forretningsområder, lyder det.

Andel meddeler desuden, at selskaberne Andel Energi, Clever og Watts vil blive samlet til et energiselskab.

Andel Energi er Danmarks største energiselskab, mens Clever er den største operatør af ladestandere til elbiler.

Watts er et teknologiselskab, som fokuserer på optimering af energiforbrug, -produktion og -lagring.

- De tre selskaber står hver især stærkt. Sammen bliver de endnu stærkere. Vores mål er at skabe landets ubetinget største, stærkeste og mest innovative energiselskab, siger topchef i Andel, Jesper Hjulmand, i pressemeddelelsen.

Som følge af fusionen træder Casper Kirketerp-Møller, som i dag er topchef i Clever, ind i koncernledelsen i Andel. Han skal varetage en nyoprettet rolle som kommerciel direktør og skal stå i spidsen for fusionen.

Samtidig tiltræder Christina Nielsen som ny finansdirektør i Andel. Hun kommer fra en rolle som finansdirektør i DLG Group.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT