Novonesis stiger på børsen efter indsnævring af forventninger
Investorerne sender Novonesis-aktien op, efter at selskabet har fremlagt regnskab med vækst i tredje kvartal.
Novonesis-aktien stiger med over syv procent, efter at selskabet har løftet bunden af sine forventninger.Nu forventer biotekselskabet, at den organiske vækst i 2025 vil ramme mellem syv og otte procent.
Tidligere var forventningen en organisk vækst mellem seks og otte procent.
Det fremgår af Novonesis' regnskab for tredje kvartal, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.
Den organiske vækst fraregner opkøb og valutaeffekter.
I tredje kvartal har Novonesis haft en omsætning på lidt over en milliard euro eller 7,9 milliarder kroner.
Det svarer ifølge regnskabet til en organisk vækst på seks procent, når man sammenligner med samme kvartal et år tidligere.
Indtjeningen i tredje kvartal lyder på 138 millioner euro mod 155,7 millioner euro i 2024.
I årets første tre kvartaler har Novonesis tjent 460 millioner euro, svarende til 3,4 milliarder kroner. Det er lidt mere end dobbelt så meget som i de første tre kvartaler i 2024.
Novonesis er resultatet af fusionen mellem Chr. Hansen og Novozymes.
Selskabet producerer blandt andet ingredienser til rengøringsmidler og fødevarer som mælk, yoghurt og ost. Det producerer også biobrændstof.
Topchefen, spanske Ester Baiget, glæder sig over, at resultaterne i de første tre kvartaler har været stærke på tværs af alle salgsområder.
I de første tre kvartaler har den organiske salgsvækst på markeder under udvikling (emerging markets, red.) været 12 procent. På udviklede markeder har væksten været seks procent.
Rainer Lehmann, som er finansdirektør i Novonesis, fremhæver netop væksten på markeder, som er under udvikling.
- Her fortsætter vores succeshistorie. I de første ni måneder havde vi en salgsvækst her på 12 procent, og det er afkastet af de investeringer, vi har lavet der, siger finansdirektøren til MarketWire.
/ritzau/
