MT Højgaards topchef udskiftes efter ti måneder på posten

25. SEP 2024 • 17:50ERHVERV/POLITIK

Det er sjette gang på seks år, at MT Højgaard skifter sin administrerende direktør, skriver EjendomsWatch.

Der har de seneste år været jævnlig udskiftning på topposten hos entreprenørvirksomheden MT Højgaard.

Onsdag meddeler virksomheden igen, at det er tid til et nyt ansigt i chefstolen. Det er sket i en børsmeddelelse.

For sjette gang på seks har man således besluttet at skifte ud på den position.

Den nuværende finansdirektør, Rasmus Untidt, tager over efter Steffen Baungaard, der blot har været koncernchef i cirka ti måneder.

I onsdagens meddelelse fortæller bestyrelsesformand Carsten Dilling, at Steffen Baungaard har spillet en vigtig rolle i forhold til arbejdet med at afvikle nogle af de internationale aktiviteter.

- Nu er afviklingen af den internationale forretning så langt fremme, at han med god samvittighed kan træde fra, lyder det.

Samme bestyrelsesformand blev af mediet EjendomsWatch i november sidste år foreholdt, at der havde været stor udskiftning.

Det skete i forbindelse med præsentationen af den nu afgående topchef.

Her lød det som om, at tendensen ikke umiddelbart skulle fortsætte.

- Vi er på et punkt nu, hvor vi kan kigge lidt længere frem, sagde Carsten Dilling til mediet da.

Men nu er det altså blevet Rasmus Untidts tur til at få det overordnede ansvar for koncernen.

Han blev ansat i 2014 og fik dengang ansvaret for at udvikle strategien og forretningen. Siden begyndte han at kravle op gennem hierarkiet.

- Rasmus har stærke strategiske og finansielle kompetencer, gode lederegenskaber og et dybt kendskab til koncernen, siger Carsten Dilling om den nye mand for bordenden.

- Han er om nogen optaget af at skabe de bedste rammer for ledelserne i vores forretningsenheder, så vi kan skabe værdi for aktionærer, kunder og partnere.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT