Troels Lund: Voksende trussel fra Rusland kræver genåbnet forlig

1. FEB 2024 • 13:30ERHVERV/POLITIK

Rusland kan potentielt angribe Nato-lande, og derfor bør forsvarsforliget fremskyndes, siger Troels Lund.

Truslen fra Rusland har vokset sig så faretruende stor, at det må være nødvendigt at genåbne forsvarsforliget fra i sommer og fremrykke yderligere militære investeringer hurtigst muligt.

Det siger Troels Lund Poulsen, forsvarsminister og formand for Venstre.

- Når vi ser, at russerne fuldstændig bevidst og meget hurtigt opbygger en meget stor produktion af militært udstyr, der på mange måder presser Nato og Europa, så bliver vi nødt til at reagere på det.

I sommer vedtog et bredt flertal i Folketinget en omfattende aftale, der frem til 2033 skal kanalisere over 150 milliarder kroner til Forsvaret.

Men aftalen vil først begynde at få konkret effekt for Forsvarets kapacitet efter nogle år.

Troels Lund Poulsen mener, at trusselsniveauet er steget så markant, at tiden er løbet fra aftalen.

- Der er ikke nogen tvivl om, at når man rejser rundt og taler med kolleger som de polske, jeg talte med i går og i dag, er der en stigende bekymring for, hvad Rusland kan være i stand til at gøre på den korte bane inden for 3-5 år, siger han.

Det er også meldingen fra Nato, at Ruslands planer ikke nødvendigvis begrænser sig til krigen i Ukraine.

- Det er noget af det, blandt andet højtstående repræsentanter fra Nato har været ude og tale om i de seneste måneder, at man ikke kan udelukke, at russerne har planer om inden for en kort årrække at angribe potentielt Nato-lande, siger Troels Lund Poulsen.

Fredag vil forsvarsministeren drøfte genåbningen af aftalen med forligspartierne i Folketinget.

Herefter forventer Troels Lund Poulsen, at man i løbet af februar vil være klar til en mere konkret diskussion af de investeringer, der skal gøres i nye anskaffelser.

Selvom det allerede var svært at skrue tempoet op for indsatsen ved sommerens forlig, tror ministeren på, at det kan lade sig gøre nu.

- Det tror jeg godt, man kan, hvis der er politisk vilje til det, og det fornemmer jeg, at der er bredt i Folketinget.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT