Mette F. holder møder med Scholz, Macron og Rutte tirsdag

27. JAN 2025 • 19:28ERHVERV/POLITIK

Statsminister skal både forbi Berlin, Paris og Bruxelles tirsdag, hvor europæisk sammenhold skal diskuteres.

Statsminister Mette Frederiksen (S) får en travl tirsdag, hvor hun skal forbi både Berlin, Paris og Bruxelles.

I de tre europæiske storbyer skal hun holde møder med henholdsvis Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Nato-generalsekretær Mark Rutte.

Dagsordenen er "det europæiske sammenhold", oplyser Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- Europa står i en alvorlig situation. Med krig på kontinentet og skift i den geopolitisk virkelighed. I sådan en tid er det afgørende med sammenhold, siger Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen om den tilspidsede situation omkring Grønland specifikt skal diskuteres.

Olaf Scholz har dog tidligere kommenteret situationen.

Han har understreget, at nationale grænser er ukrænkelige, hvilket han tidligere i januar diskuterede med europæiske ledere.

- I mine drøftelser med vores europæiske partnere har der været en vis uforståenhed over for de seneste udtalelser fra USA.

- Princippet om vores grænsers ukrænkelighed gælder alle lande, uanset om de ligger øst eller vest for os, sagde Scholz 8. januar ifølge Reuters.

Samme dag udtalte også Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot om Grønland.

- Det er selvfølgelig ikke en mulighed, at Den Europæiske Union vil lade andre lande i verden angribe sine suveræne grænser, hvem end de er, sagde Barrot ifølge Le Monde.

Kommentarerne kom, efter at USA's præsident, Donald Trump, ikke ville udelukke brug af økonomisk eller militær tvang for at få kontrol over blandt andet Grønland.

Den udtalelse faldt, inden Trump tiltrådte som præsident, men han har siden flere gange gentaget sit ønske om øget amerikansk kontrol over Grønland af sikkerhedspolitiske hensyn.

Mette Frederiksens planlagte besøgsrunde tirsdag kommer efter, hun søndag havde besøg af den svenske statsminister, den norske statsminister og Finlands præsident i København.

Mødet blev efterfulgt af en uformel middag privat hos Mette Frederiksen.

- Vi har altid stået sammen i de nordiske lande. Og med den nye og mere uforudsigelige virkelighed, som vi står i, er det kun blevet endnu vigtigere med gode og tætte alliancer og venskaber, skrev Mette Frederiksen efterfølgende på Facebook.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT