Netcompany falder næsten 17 procent efter regnskab

28. JAN 2025 • 17:23ERHVERV/POLITIK

Investorerne sender Netcompany ned, efter at selskabet har udskudt mål og droppet aktietilbagekøbsprogram.

Netcompany-aktien falder 16,9 procent, efter at it-selskabet har udskudt langsigtet mål for omsætningen. Det er det næststørste kursfald på en enkelt dag i selskabets historie.

Kursen er blevet sendt ned, efter at selskabet har præsenteret sit årsregnskab for 2024 tirsdag morgen.

I forbindelse med regnskabet har Netcompany meddelt, at selskabet udskyder sit mål om at nå en omsætning på 8,5 milliarder kroner et år fra 2026 til 2027.

Samtidig har Netcompany valgt at droppe at igangsætte et nyt aktietilbagekøbsprogram. Det skyldes "fremskredne strategiske overvejelser", lyder det i regnskabet.

I et interview med finansmediet MarketWire tirsdag siger Netcompanys topchef, André Rogaczewski, at et stagneret it-marked er en af årsagerne til, at selskabet har måttet udskyde sit langsigtede mål.

- Jeg synes, det væsentlige i den sammenhæng, det er, at markedet så anderledes ud, da vi lavede målene, og it-markedet har generelt været mere stagneret. På trods af det, så har vi jo rent faktisk vækstet ganske, ganske flot, siger han.

I 2024 er Netcompanys omsætning vokset 7,6 procent til i alt 6,5 milliarder kroner. Det skyldes blandt andet medvind inden for den offentlige sektor i både Danmark, Holland og Norge.

Et aktietilbagekøb fungerer ved, at virksomheden køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.

Det er en måde for en virksomhed at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte.

Netcompanys største kursfald på en enkelt dag skete i januar 2023, efter at selskabet havde præsenteret sit årsregnskab for 2022. Her faldt kursen med 21,2 procent.

Netcompany blev børsnoteret i 2018. I Danmark står selskabet blandt andet bag skolenetværket Aula og Mit.dk.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT