Danmark får opbakning fra EU-lande i Grønland-strid med Trump
Der er "meget stor opbakning" fra europæiske lande til Danmark. Det siger Mette Frederiksen efter EU-rundtur.
Danmark får opbakning fra de største europæiske lande til at fastholde "respekt om territoriet og staternes suverænitet".Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) efter besøg hos Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.
I indkaldelsen til de to besøg var Grønland ikke nævnt. Men det fortsatte opgør med USA's præsident om Grønland blev diskuteret.
Det bekræfter Mette Frederiksen over for danske journalister efter besøget hos Macron i Paris.
- Selvfølgelig talte vi også om kongeriget Danmark og de diskussioner, der er i den her tid, siger Mette Frederiksen med henvisning til Grønland.
Hun mener, at de seneste dages møder viser stor opbakning til Danmark.
- Det tror jeg sagtens, jeg kan sige. Bredt er der en meget stor opbakning til Danmark i den her situation, siger Mette Frederiksen.
Hun har i de seneste dage lavet lyndiplomati for at samle Norden og Europa bag Danmark.
Først med besøg fra samtlige nordiske statsministre i Danmark og derefter en hæsblæsende rundtur til Berlin, Paris og senere tirsdag Bruxelles. Her skal hun mødes med Natos generalsekretær, Mark Rutte.
Med sig fra samtalerne med de øvrige stats- og regeringsledere har Mette Frederiksen fået et vigtigt budskab, som Danmark kan støtte sig til i de kommende forhandlinger med den amerikanske administration:
- Det meget klare budskab fra Norden til Europa, men også fra venner uden for Europa, er, at selvfølgelig skal der stå respekt om territoriet og staternes suverænitet.
- Det er en helt afgørende brik i det internationale verdenssamfund, siger Mette Frederiksen.
Hun understreger, at hun ikke vil refere fra samtalerne med de øvrige landes ledere. Men udtalelsen tyder på, at det er lykkedes Mette Frederiksen at samle europæisk opbakning bag Danmark.
- Det afgørende for mig som dansk statsminister i et kongerige er at sikre, at alle omkring os ved, hvad det er, vi taler om. Både juraen og det politiske, siger Mette Frederiksen.
Hun afviser dog, at hun har rejst rundt med et foredrag for de europæiske ledere.
- Nej, det gør jeg ikke. Jeg varetager Danmarks interesser og Europas interesser. Og det gode er, at de to ting er sammenfaldende lige nu, siger Mette Frederiksen.
Hun afslutter turen med besøg hos Natos generalsekretær, Mark Rutte. Den hollandske Nato-chef har til opgave at holde sammen på den transatlantiske forsvarsalliance og kan dermed ikke åbent stille sig på Danmarks eller USA's side.
Rutte er kendt for at være en pragmatiker, der kan tale med Trump. Han har flere gange rost den amerikanske præsident for effektivitet i forhold til at få Europa til at betale mere for eget forsvar.
Så Danmark kan måske håbe, at Mark Rutte diskret vil medvirke til at mægle mellem de to Nato-lande, Danmark og USA.
/ritzau/