Lidegaard er ærgerlig over partiskifte på vælgernes vegne

5. AUG 2024 • 08:06ERHVERV/POLITIK

Christian Friis Bach skifter til Venstre efter mange år i De Radikale, fordi han vil styrke regeringen.

Partileder Martin Lidegaard (R) er ærgerlig over, at Christian Friis Bach efter mange år i De Radikale skifter til Venstre.

Christian Friis Bach meddelte mandag offentligheden, at han skifter for at støtte op om regeringen, som er dannet over midten. Lidegaard ærgrer sig.

- Det er selvfølgelig en beslutning, som jeg er ærgerlig over, især på vegne af De Radikale i Nordjylland, der har lagt stemmer og støtte til Christians mandat, skriver han i et opslag på X.

Han uddyber, at der er store politiske forskelle mellem de to partier.

- Ikke mindst når det handler om klima, miljø og den nødvendige omstilling af landbruget, om at sikre bedre uddannelse til flere, om at prioritere vores børn, og om at kæmpe for retsstaten og en bedre integration og mod diskrimination, skriver han.

De Radikale var længe en del af forhandlingerne om at danne en ny regering over midten, hvilket skete i december 2022.

Men i sidste øjeblik valgte Martin Lidegaard at droppe forhandlingerne, selv om partiet angiveligt havde sikret sig flere ministerposter.

Det var en beslutning, som flere ledende kræfter i De Radikale var uenige i. Ifølge flere mediers oplysninger gælder det også Christian Friis Bach, som nu skifter til Venstre.

Christian Friis Bach genopretter med sit skifte regeringens indenrigspolitiske flertal.

Lidegaard ønsker dog sin gamle partifælle held og lykke.

- Men som gamle Viggo Hørup ville sige, må man dele sig efter anskuelser. Er man mere politisk enig med Venstre end med os radikale, hører man også til i Venstre.

- Derfor takker jeg Christian for hans indsats i Radikale Venstre og ønsker ham og Venstre held og lykke med det nye partnerskab, skriver han.

Formand Troels Lund Poulsen (V) hilser Christian Friis Bach velkommen.

- Folketingsmedlem Christian Friis Bach har i dag meldt sig ind i Venstre, og han indtræder dermed også i Venstres folketingsgruppe. Jeg kender Christian som en dygtig, ihærdig og hæderlig politiker, og jeg glæder mig til samarbejdet, skiver han på X.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT